23948sdkhjf

Jacob Risgaard køber op: - Han kommer ud af det med en rigtig fin gevinst

I seneste regnskab solgte de for mere end nogensinde. Nu har en af "løverne" forladt ejerkredsen

Da Lasse Hald og Daniel Urbaniak forlod Løvens Hule i 2022, var det med en millioninvestering i deres virksomhed Urban-Hald.

Serieinvestorerne Jacob Risgaard og Christian Arnstedt investerede samlet 2,4 millioner for 30 procent af virksomheden.

Siden er salget steget, virksomheden har fået flere ansatte, og den er blevet endnu mere værd. Det skriver Nordjyske

Nu har Christian Arnstedt og hans team fået pengene igen. Og mere til.

Fra 20 til 30 procent

Jacob Risgaard, der investerede i Urban-Hald gennem selskabet CoolGroup A/S, har netop købt de 10 procent, som Christian Arnstedt ejede.

Dermed ejer Risgaard og hans team nu 30 procent af Urban-Hald.

Det bekræfter Lasse Hald, medejer og direktør.

- Der har været en dialog med både Jacob og Christian om, at Jacob overtager hans andele på 10 procent. Til en noget højere værdiansættelse end det, Christian har givet. Han kommer ud af det med en rigtig fin gevinst, siger Lasse Hald.

Urban-Hald sælger blandt andet trægulve, microcement, facadepuds og maling via sin webshop til både privat- og erhvervskunder.

Lasse Hald og Daniel Urbaniak stiftede virksomheden tilbage i 2018 som et hobbyprojekt. Siden tog det fart.

Og så havnede de i budkrig i Løvens Hule, hvor Jacob Risgaard og Christian Arnstedt slog til.

Lasse Hald understreger, at der ikke ligger uenigheder eller utilfredshed i ejerkredsen bag Christian Arnstedts exit.

- Det er ganske enkelt for at få en mere enkel relation til vores investorer. Vi har i forvejen haft en rigtig tæt relation til Jacobs team og brugt dem rigtig meget, hvorimod Christian måske har stået lidt i skyggen af det.

Urban - Hald ApS
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 9,8 6,9 3,5
Resultat af primær drift 3,7 3,4 1,8
Resultat før skat 3,6 3,3 1,8
Årets resultat 2,8 2,6 1,4
Balancestatus 10,9 11,6 4,5
Egenkapital 7,2 5,9 1,5
Antal ansatte 11 6 2
Kilde: CVR

Ikke stor betydning

Ændringen i ejerstrukturen kommer ikke til at få stor betydning.

- Andet end at det selvfølgelig bliver lidt nemmere for os kun at rapportere til et sted.

- Vi håber selvfølgelig også, at Jacob Risgaard og hans team vil have et endnu større fokus på vores forretning fremadrettet, fordi de får en øget ejerandel. Det har vi allerede en fornemmelse af, at de har nu, siger Lasse Hald.

Urban-Hald havde i seneste regnskabsår et overskud på knap 2,8 millioner kroner. Virksomheden beskæftiger i omegnen af 17 ansatte.

Selvom det er Jacob Risgaard, der i sin tid stod for investeringen i Urban-Hald, er han ikke ene om ejerandelen. Udover Risgaard selv er CoolGroup A/S ejet af brødrene bag Coolshop, Mark Nielsen, Mike Nielsen, og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Christian Arnstedt og Jacob Risgaard. Det er ikke lykkedes.

Se nøgletal for:
Læs mere om: gulve investorer
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.656