23948sdkhjf

Påståede bandefolk for retten: Mand blev forsøgt dræbt i Brugsen

Syv unge mænd, som menes at være bandemedlemmer, er tiltalt for drabsforsøg. Offer blev stukket ned i brugs

Efter en konfrontation på åben gade i januar sidste år flygtede en 21-årig mand ind i en SuperBrugsen-butik på Nørrebrogade i København.

Flere gik på jagt efter ham, og det endte med, at han blev stukket 15 gange med kniv. Den 21-årige fik hjertestop, men overlevede.

En 23-årig mand blev også stukket med kniv, da gerningsmændene flygtede ud af butikken.

Dobbeltstraf i spil

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at syv unge mænd - der er mellem 17 og 21 år gamle - skal stilles til ansvar for det, der skete. De menes at have haft en direkte eller indirekte tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF) og er alle tiltalt for drabsforsøg på den 21-årige mand.

Det skal være sket som led i en bandekonflikt, og de syv er derfor tiltalt efter den såkaldte bandeparagraf, der kan give dobbeltstraf. Den 21-årige menes at have været tilknyttet en bande fra Københavns Nordvestkvarter.

En af de syv tiltalte er desuden tiltalt for drabsforsøg på den 23-årige mand, der blev stukket en enkelt gang.

Sagen kort

  • Drabsforsøget fandt sted 27. januar sidste år mellem 18.30 og 19.00.
  • Det er politiets opfattelse, at de syv tiltalte har en direkte eller indirekte tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF), og at overfaldet på den 21-årige skete som led i en konflikt, som LTF havde med en anden gruppering, som den 21-årige menes at have haft tilknytning til.
  • De syv mænd er derfor tiltalt efter den såkaldte bandeparagraf, der kan føre til dobbeltstraf.
  • Alle syv nægter sig skyldige i tiltalen. En enkelt erkender at have medvirket til vold, mens andre erkender at have været til stede.

Kilde: Ritzau

Nægter sig skyldige

Alle syv nægter sig skyldige i tiltalen mod dem. En af dem erkender dog medvirken til vold. En anden erkender at have været til stede. Flere af de tiltalte har meddelt, at de ikke ønsker at udtale sig i retten.

Episoden fandt sted 27. januar sidste år mellem 18.30 og 19.00.

Efter at den 21-årige var flygtet ind i SuperBrugsen, gik tre personer - iført masker og ifølge politiet bevæbnet med knive - i første omgang ind i SuperBrugsen for at lede efter den 21-årige. En enkelt person blev stående i indgangen som en form for vagt.

Efter ikke at have fundet den 21-årige, der gemte sig i butikkens baglokale, gik de tre personer ud igen. Men den 21-årige kunne ikke ånde lettet op.

Få minutter senere gik fire maskerede mænd ind i butikken. De endte med at finde den 21-årige, der i butikkens vinafdeling blev stukket adskillige gange flere steder på kroppen, så hans hjerte stoppede, mens han lå på butikkens gulv omgivet af smadrede vinflasker og deres indhold.

Tilfældigt offer

På vej ud stak en af gerningsmændene også en 23-årig mand, som var i SuperBrugsen for at købe ind. Han havde spændt ben for en af gerningsmændene, da de flygtede ud af butikken, og blev derefter stukket en enkelt gang ved leveren.

Politiet var hurtigt derefter på stedet. Vidner fik på Nørrebrogade en patruljevogns opmærksomhed. Beskeden lød først på, at der var sket et røveri i SuperBrugsen, men det viste sig altså at være noget mere alvorligt.

Der gik lidt tid, før politiet fik fat i dem, der nu sidder på anklagebænken. 23. marts blev seks af dem fremstillet i et grundlovsforhør efter at være blevet anholdt dagen før. 10. maj blev den syvende mand anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

Overvågningsbilleder har dannet grundlag for politiets efterforskning i sagen.

Ud over fængselsstraf har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at seks af de tiltalte skal have frataget deres danske indfødsret og udvises.

Tre dommere og seks nævninger skal tage stilling til sagen i Københavns Byret, der vil behandle den over flere dage frem til marts. Undervejs skal blandt andre de to ofre vidne.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: retssag
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.719