Nu kommer længe ventet hjælp til nødlidte detailbutikker
Konsekvent kurs over for butikstyveri.
Det er navnet på justitsminister Peter Hummelgaard og Justitsministeriets spritnye udspil, der skal afhjælpe et tiltagende og milliarddyrt problem i detail- og dagligvarehandlen.
To milliarder kroner koster det ifølge organisationen De Samvirkende Købmænd at bøvle med butikstyverier - og senest offentliggjorde Danmarks Statistik et rekordhøjt antal anmeldte butikstyverier i 2023.
Alkohol, oksemørbrad, parfume og andre dyre varer er eftertragtede at stjæle i butikkerne. Ofte fordi de er nemme at sælge videre.
Men også billigere hverdagsvarer som smør og brød listes ned i tasker og inderlommer.
Uanset årsagen til at stjæle får butikkerne besøg af flere end tidligere, der går gennem kassen uden at hive kreditkortet eller telefonen frem.
Ny lovgivning
I 2023 blev der anmeldt 25.000 butikstyverier i Danmark. Det er en stigning på næsten 25 procent i forhold til 2022 og det højeste antal i mange år.
Den udvikling skal vendes med højere bøder, klarere rammer for lyd- og tv-overvågning, ligesom butikkerne skal kunne dele overvågning med hinanden, foreslår regeringen.
- Butikstyveri er et udtryk for mangel på respekt for andre menneskers ejendom. Og det er med til at nedbryde tilliden i samfundet, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Ritzau.
- Tyvene skaber utryghed blandt både kunder og butiksansatte, som hver dag møder ind for at passe deres arbejde.
Hvis en butikstyv i dag afsløres i at stjæle for et par hundrede kroner, vil straffen typisk være en bøde på 500 kroner. Nogle gange kan bøden være lavere end værdien af det, der er stjålet for.
Fremover ønsker regeringen, at bøden skal være på mindst 1000 kroner i førstegangstilfælde. Og den skal altid overstige værdien af det stjålne.
Hos De Samvirkende Købmænd (DSK) mener administrerende direktør Jannick Nytoft, at det især får effekt, at bøden stiger ved gentagne tyverier, ligesom det er positivt, at bødestraffen for hæleri skal op.
- Vi kan jo se, at to ud af tre butikstyve har gjort det før.
Behov for nye værktøjer
Også Dansk Erhverv glæder sig over de nye initiativer.
- Der stjæles mere, og personalet oplever en grimmere og grovere opførsel. Der er behov for nye værktøjer til at få stoppet og vendt den tendens, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for detailhandelssikkerhed.
For eksempel vil nemmere adgang for butikkerne til at dele billeder gøre det sværere for gerningsmændene at gå fra den ene forretning til den anden uden at blive opdaget.
Billeddeling har været muligt siden 2018. Men i praksis virker loven ikke.
- Nu lægges der op til, at vi kan få loven ud at virke, så butikkerne kan advare hinanden mod gengangere og forebygge yderligere kriminalitet, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Dette går butikstyve efter
- Personlig pleje, for eksempel deodoranter, parfumer og barberskum.
- Kolonial, for eksempel dåsevarer, og kaffe.
- Køle- og frostvarer, for eksempel kylling, smør og ost.
- Slik.
- Øl og sodavand.
- Tekstiler, for eksempel bh'er, bukser, trøjer, strømper og sko.
- Slagter- og bagervarer, for eksempel oksemørbrad, culottesteg, boller og kager
- Vin og spiritus.
- Frugt, grønt og blomster.
Kilde: Crimestat årsberetning 2022
Ingen effekt af højere bøder
Derimod mener Dansk Erhverv ikke, at højere bøder vil få betydning.
I stedet efterlyser organisationen en mere vedvarende indsats fra politiet og andre myndigheders side at for at undgå, at butikstyverier sker.
De Samvirkende Købmænd, der er brancheorganisation for godt 1500 supermarkeder, discountbutikker og nærbutikker, anslår, at butikstyverier i dagligvarehandlen i 2023 løb op i cirka to milliarder kroner.
Selv om butikkerne oplever en stigning i tyveri af hverdagsvarer, så er det største problem de organiserede tyverier, siger administrerende direktør Jannick Nytoft.
- De mange smårapserierne betyder ikke lige så meget økonomisk for købmanden, som når det drejer sig om for eksempel alkohol og dyrt kød.
Tiltag mod butikstyverier
- Styrket udrejsekontrol med omrejsende grupperinger.
- Højere bødestraf for butikstyveri og hæleri: I fremtiden foreslås det, at bøder for butikstyveri er på mindst 1000 kroner i førstegangstilfælde, og samtidig skal det sikres, bøden altid overstiger værdien af det stjålne.
- Højere bødestraffe i gentagelsestilfælde: Bliver man taget for butikstyveri flere på hinanden følgende gange sættes bøderne tilsvarende op gradvist.
- Klare rammer for butikkernes muligheder for optagelse af lyd og tv-overvågning: I samarbejde vil Justitsministeriet, De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv udarbejde et overblik over mulighederne for at foretage lydoptagelser i forbindelse med tv-overvågning.
Kilde: Justitsministeriet