23948sdkhjf

Ny kongebog indtager historisk førsteplads hos boghandler

Saxo har aldrig oplevet, at en bog på udgivelsesdagen er blevet solgt i så mange eksemplarer

Kong Frederiks nye bog "Kongeord" er allerede på udgivelsesdagen onsdag blevet revet ned af de digitale boghylder.

Det siger Lærke Jürs, der er presseansvarlig hos Danmarks største online-boghandler, Saxo.

- Efterspørgslen har været massiv i dag (onsdag, red.), og vi har historisk ikke set noget, der kan sammenlignes med den interesse, som den har fået, siger hun.

Onsdag - blot tre dage efter tronskiftet - overraskede Danmarks nye konge med udgivelsen af den nye bog "Kongeord - Frederik 10. fortæller til Jens Andersen".

Senest hvor udgivelsen af en ny bog for alvor satte gang i salget hos onlineboghandlen var i forbindelse med Lars Findsens bog "Spionchefen - erindringer fra celle 18".

- De salgstal overgik vi allerede i formiddags, siger Lærke Jürs, der dog ikke vil nævne de konkrete salgstal for bøger solgt hos Saxo.

Men første oplag på 25.000 eksemplarer er blevet udsolgt fra forlaget på første dag, oplyser chef for nonfiktion hos Politikens Forlag Kim Hundevadt.

Nye oplag på vej

Hos Saxo er der stor tiltro til bogens fortsatte salg, siger Lærke Jürs.

- Det skulle undre mig, hvis denne bog ikke bliver den bedst sælgende bog i hele 2024, siger hun og tilføjer, at den allerede har overgået salget af den bedst sælgende bog i hele 2023.

Det var bogen "Den fantastiske bus" skrevet af Jakob Martin Strid.

Nok er forlagets 25.000 eksemplarer allerede blevet udsolgt. Men 2., 3. og 4. oplag er på vej ud, og der er fortsat bøger ude i nogle af butikkerne, lyser det fra Politikens Forlag.

Forlaget blev først kontaktet nytårsaften omkring den nye bog om kong Frederik.

Derefter gik arbejdet med at forberede bogen i gang øjeblikkeligt.

I bogen deler den nye konge med egne ord ud om sine tanker og overvejelser omkring kongegerningen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125