Sådan er 188 Aldi-butikker blevet fordelt i markedet
Aldi blev fortid i Danmark i november sidste år.
Men en lang række af de tidligere 188 Aldi-butikker lever videre i ånden som nye dagligvarebutikker - blot med nye facader og kædenavne.
Med mandagens udmelding fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om godkendelsen af Dagrofas handel med otte tidligere Aldi-butikker, giver RetailNews her et overblik over, hvem der har overtaget butikker fra den tyske dagligvarekæde - og hvor mange butikker de i så fald har overtaget.
Den største aftager er selvsagt Rema 1000, som i december 2022 indgik en historisk handel med Aldi Danmark.
Af de 188 daværende Aldi-butikker, ville Rema 1000 overtage de 114 - senere korrigeret til 113 - af dem. Rema 1000-direktør Henrik Burkal meldte dog herefter ud, at man regnede med at konvertere mellem 60 og 80 af disse butikker til nye Rema 1000-ditto.
Frasalg til konkurrenter
Løbende har Rema 1000 så - på foranledning af krav fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - frasolgt flere Aldi-butikker og butiksprojekter til konkurrenterne.
Her har både Salling Group, Lidl, Dagrofa og Coop budt sig til - med de to førstnævnte koncerner som de mest flittige.
Eksempelvis tilføjer Salling Group 19 nye Netto-butikker til koncernens discountkæde. Alle forventes de at stå klar i kædens 3.0-koncept, har salgsdirektør Asbjørn Hagedorn tidligere udtalt til RetailNews.
Otte butikker overtager Dagrofa som skrevet ovenfor, mens konkurrenten Lidl tillægger henholdsvis 11 butikker og fire ditto.
Ud af kvartetten er Coop den aktør, der har erhvervet sig færrest tidligere Aldi-ejendomme. Ad to omgange har man i alt tilføjet fem butikker til koncernens butiksrække.
Mens altså 47 butikker af Rema 1000's 113 Aldi-butikker er afsat på andre dagligvarehænder end norske, er tidligere Aldi-lokaler også efterfølgende blevet brugt til andre formål. Mens andre stadig står tomme efter Aldis exit i slutningen af november sidste år.
En tidligere Aldi-butik i Kolding skal eksempelvis blive til én af landets største restauranter.
Artiklen er en del af temaet Auf Wiedersehen, Aldi.