23948sdkhjf

Matas oplevede markant onlinevækst i juleperioden

Matas har præsenteret omsætningstal for det seneste kvartal, der omfatter december.

Matas Group, der foruden Matas-butikkerne og matas.dk også driver Kicks-kæden i Sverige, har tirsdag morgen offentliggjort omsætningstal for tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2023/24.

Kvartalet omfatter december, og dermed giver tallene også et indblik i en julehandel, der ser ud til at være forløbet bedre end året forinden.

I hvert fald var omsætningen i Matas-kæden 9 procent højere for kvartalet og udgjorde 1,5 milliarder kroner.

Salget i de fysiske butikker voksede med fire procent, mens onlinehandlen steg med 23 procent.

Den samlede omsætning i koncernen udgjorde 2,5 milliarder kroner. Det er 80 procent mere end i samme periode sidste år, hvor Kicks dog ikke indgik, fordi kæden først blev overtaget 31. august sidste år.

I forbindelse med offentliggørelse af de friske tal har Matas hævet forventningerne til regnskabsåret en tand.

På grund af omsætningsfremgangen og en lidt højere svensk kronekurs tror ledelsen nu på en årsomsætning, der lander lidt højere end 4,8 milliarder kroner.

Matas-aktien handles tirsdag morgen til en pris, der ligger 4,6 procent højere, end den gjorde ved børslukning mandag.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: kosmetik
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.722