23948sdkhjf

Luksusbutik advarer mod fup-side med næsten identisk navn

Cecilie Fiskers butik bliver ufrivilligt kædet sammen med en webshop, der efterlader et spor af utilfredse kunder. Nu har hun fået nok

I over en måned har en mystisk webshop med en tilsyneladende falsk adresse i København givet Cecilie Fisker panderynker, skriver Nordjyske

Hun er ejer af butikken og webshoppen Deja Vu, der sælger håndplukket secondhandtøj, tasker og sko i mange prisklasser.

Tilbage i efteråret dukkede en ny webshop op med et navn, der er næsten identisk med navnet på Cecilie Fiskers butik, der fysisk holder til i Gistrup.

Mens Cecilie Fisker udelukkende sælger kvindetøj, reklamerer den anden webshop med billigt "premium" herretøj på Facebook.

Tøj, som kunderne tilsyneladende aldrig modtager.

Men det er ikke kun kunderne, der er fanget i det, der kunne lyde som onlinesvindel.

Det samme er Cecilie Fiskers tøjbutik.

- Kunderne kan ikke få fat i firmaet, så de googler, og så dukker vi op. Og så tror kunderne, det er os, de har handlet med.

- Men vi sælger slet ikke herretøj, understreger Cecilie Fisker, der har drevet secondhand-forretningen i Gistrup i 3,5 år.

De første henvendelser fra vrede kunder kom i slutningen af november.

- Siden er det taget til. Nu er vi oppe på flere opkald og mails dagligt. Vi bruger rigtig meget tid hver dag på at forklare, at det ikke er os, de har handlet med, og på at forsøge at hjælpe de her kunder.

- Det er selvfølgelig allermest synd for dem, der er blevet snydt. Men det er også ved at være virkelig frustrerende for os. For vi kan ikke gøre noget, siger Cecilie Fisker.

Lokket via annoncer

De fleste kunder udviser forståelse, når det går op for dem, at Deja Vu i Gistrup ikke har noget med deres uheld at gøre.

- Men i nogle få tilfælde har kunder nået at lave dårlige anmeldelser af os på Google og Trustpilot, inden de har fået fat i os - i den tro, at vi er det andet firma. Jeg er nervøs for, at det ender med at plette vores ry, siger Cecilie Fisker.

Selskabet med det næsten identiske navn reklamerer blandt andet med herreskjorter, bukser og jakker gennem annoncer på Facebook.

Cecilie Fisker er efterhånden overbevist om, at det er her, firmaet får fat i sine kunder.

Fra Facebook bliver de ledt videre til en webshop, der angiver at have ene femstjernede Trustpilot-anmeldelser.

En søgning på Trustpilot viser dog, at samtlige 13 anmeldelser af firmaet er 1-stjernede.

Flere kunder advarer om, at der er tale om en fup-side, og Trustpilot skriver i en advarsel, at firmaet har overtrådt deres retningslinjer.

Dukkede op i september

Ifølge selskabets hjemmeside har det adresse i et kontorhotel midt i København.

Men da Nordjyske ringer til kontorhotellets reception, lyder beskeden, at der ikke findes en lejer med det firmanavn.

Slår man domænenavnet op, kan man læse, at det blev registreret i september 2023.

Men ellers er der ikke megen information at hente om personerne bag.

Adressen der står anført tilhører et af verdens største domæneselskaber, Tucows, der har adresse i Toronto i Canada. Det er dem, der lejer domænet ud.

Kan ikke politianmelde

Cecilie Fisker har kontaktet Nordjyllands Politi, men herfra lyder beskeden, at hun ikke er forurettet i sagen, så længe den anden webshop ikke direkte kopierer eller udgiver sig for at være hendes forretning.

- Så det eneste, vi kan gøre, er at forsøge at advare folk om, at der findes denne her side, der har et navn næsten magen til vores. Og så opfordre de kunder, der føler sig snydt til at melde det til politiet, siger Cecilie Fisker.

Derfor lavede hun fredag et opslag på Instagram og Facebook, hvor hun forklarede situationen og bad om gode råd og erfaringer fra andre, der har oplevet noget lignende.

Cecilie Fisker har også taget kontakt til webshoppen med det enslydende navn - indtil videre forgæves - ligesom hun har anmeldt firmaets annoncer til Facebook.

Hun overvejer nu, om hun skal skifte navnet Deja Vu ud.

- Det er der mange, der har foreslået. Men vi har allerede skiftet navn en gang for tre år siden, da jeg overtog firmaet, og vi gik fra at hedde Den Grønne Ælling til Deja Vu. Det tager lang tid at bygge et helt nyt navn op.

- Men det kan godt være, vi bliver nødt til det. Det har jeg ikke lagt mig fast på endnu, siger Cecilie Fisker.

Nordjyske har forsøgt at kontakte firmaet med det næsten identiske navn. De er ikke vendt tilbage på mediets henvendelser.

Se nøgletal for:
Læs mere om: tøj
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.871