Populært tøjmærke gik konkurs: Men så kom kendt iværksætter til undsætning
Hans navn er måske ikke så offentligt kendt.
Men man har formentlig set reklamer for hans tøjmærke, som man garanteret kender navnet på, skriver Nordjyske.
Benjamin Philip Knudsen stiftede sit selskab for sine konfirmationspenge. Ti papkasser med hatte, shorts og t-shirts placeret på storebroderens loftsrum var det første varelager.
Dengang sad han alene i ejerkredsen, og det er bemærkelsesværdigt, at han stadig ejer selskabet solo taget selskabets størrelse i betragtning.
Konfirmationspengene er mangedoblet til en formue. Ti millioner kroner er puttet i sparegrisen, viser egenkapitalen.
Af dem har han nu købt et andet populært nordjysk tøjmærke.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 16,9 | 12,3 | 10,3 |
Resultat af primær drift | 5,2 | 4,3 | 4,9 |
Resultat før skat | 1,2 | 3,4 | 4,9 |
Årets resultat | 0,9 | 2,6 | 3,8 |
Balancestatus | 39,6 | 22,4 | 15,2 |
Egenkapital | 10,7 | 9,8 | 7,2 |
Antal ansatte | 13 | 11 | 16 |
Kilde: CVR |
Stor følgerskare på Instagram
Benjamin Philip Knudsen satsede rigtigt, da han brugte sine konfirmationspenge på et forretningseventyr.
Med Brian Laudrup som ambassadør og Benjamin Philip Knudsen som frontfigur i massevis af reklamer på blandt andet Facebook, er navnet på selskabet formentlig ikke gået nogens næse forbi.
Med Teeshoppen har den 28-årige iværksætter Benjamin Philip Knudsen skabt en millionforretning på at sælge tøj til mænd og kvinder i både Danmark, Sverige, Tyskland og Frankrig.
Tiden skal vise, om det også bliver en succesfuld rejse med tøjmærket Itsmay, en webshop med tøj til kvinder med sin oprindelse i Aalborg.
Det gjorde det ikke for de tidligere ejere og grundlæggere, som gik konkurs med selskabet tilbage i juni 2023.
Det begyndte ellers lovende for Itsmay, som fra første år formåede at have penge på bundlinjen - om end et beskedent overskud på 60.000 kroner - mens de på Instagram gennem årene har samlet 30.000 følgere.
Alligevel kunne økonomien ikke reddes af ejerne, som skrev under på deres sidste offentlige regnskab i 2022. Her blev to streger sat under underskuddet på 373.000 kroner.
Siden konkursen har en kurator - en advokat udpeget af Retten i Aalborg til at varetage konkursboet på vegne af kreditorer - forsøgt at finde en køber til selskabet.
Det er lykkedes med Benjamin Philip Knudsen, som tilsyneladende har set sig lun på et større varelager til en værdi af en million kroner samt en flot tilstedeværelse på de sociale medier.
Den seneste aktivitet på tøjmærkets Instagram, som ellers har været passiv siden maj 2023, indikerer at selskabet blev overtaget i november 2023.
I modsætning til Itsmay har Teeshoppen en fysisk tilstedeværelse i Aalborg i lokaler på Boulevarden.
Itsmay deler i øjeblikket CVR-nummer med Teeshoppens driftselskab, TeeRetail ApS, som for regnskabsåret 2022 kunne fremvise et overskud på lidt over 900.000 kroner.
Benjamin Philip Knudsen har ikke ønsket at medvirke i et interview med Nordjyske, oplyser mediet.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | -0,2 | 0,2 | 0,1 |
Resultat af primær drift | -0,5 | 0,1 | -0,3 |
Resultat før skat | -0,5 | 0,1 | -0,3 |
Årets resultat | -0,4 | 0,1 | -0,3 |
Balancestatus | 2,6 | 0,5 | 0,1 |
Egenkapital | 0,8 | 0,1 | -0,3 |
Antal ansatte | 2 | 2 | 1 |
Kilde: CVR |