23948sdkhjf

Holder fast i nej tak-ordning: - Vi skal skabe de bedste vilkår

På baggrund af en undersøgelse har regeringen besluttet at fastholde den nuværende Nej-tak-ordning for hustandsomdelte reklamer frem for en ny Ja-tak-ordning

Der bliver ingen ja-tak-ordning til reklamer i Danmark.

Det er resultatet af en undersøgelse, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget igangsatte i juni 2020. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. 

Hver anden hustand i Danmark er i dag tilmeldt ordningen, som takker nej til de seneste tilbud i de lokale dagligvarebutikker. 

- Det er vigtigt, at Danmark hænger sammen. Og det handler bl.a. om gode indkøbsmuligheder i landdistrikterne. Det er nej-tak-ordningen med til at støtte op om. For den giver mindre butikker muligheden for at forblive synlige og komme ud med deres tilbud til lokalmiljøet. 

- Vi skal skabe de bedste vilkår for at drive forretning i hele landet. Derfor holder vi fast i nej-tak-ordningen og støtter på den måde sammenhængskraften og fællesskabet på tværs af landet, udtaler erhvervsminister Morten Bødskov.

Beslutningen er truffet, da en række forventede miljømæssige fordele ved den såkaldte ja tak-ordning ikke opvejer ulemperne. 

Detailhandel særligt ramt

Undersøgelsen viser, at især detailhandlen kan blive hårdt ramt af en ny ordning, da særligt mindre butikker ikke vil kunne komme i kontakt med nær så mange kunder, som de kan via trykte reklamer.

Erhvervsministeriet skriver samtidig, at der ville være en reel risiko for, at en ja-tak-ordning ikke ville blive godkendt i EU. 

Ifølge en opgørelse falder mængden af trykte reklamer, der skal omdeles til danske husstande, årligt med otte procent. På elleve år - mellem 2010 og 2021 - er mængden allerede faldet fra tre milliarder enheder til 1,2 milliarder enheder. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094