23948sdkhjf

Aldi-exit nærmer sig: Så mange medarbejdere overtager Rema 1000

Først var det 1600, senere 800, dernæst 900 - men nu er tallet et helt fjerde. 

Antallet af Aldi-medarbejdere, der følger med over i Rema 1000-koncernen, ændrer sig hele tiden - og vidner om en dagligvarebranche i konstant forandring. Og hvor er der fart på - hele tiden. 

Når november bliver til december, er det endegyldigt slut med Aldi i Danmark - og dermed også slut på mange ansattes Aldi-karrierer. 

Mens en stor del af de 2800 medarbejdere - som var status ved Rema-handlens annoncering i december sidste år - allerede har fundet nyt job andetsteds i og uden for branchen, regner Aldi-koncernen ifølge de seneste udmeldinger med at overdrage omkring 850 medarbejdere til Rema 1000. 

Det siger kommunikationschef i Aldi, Louise Wendelbo, til RetailNews. 

- Vi kan stadigvæk ikke sige helt endeligt, hvor mange vi ender med at overdrage, siger hun dog med forbehold for den udmelding. 

- Difference op til de udmeldte cirka 1600 er medarbejdere, der i løbet af året selv har valgt at sige op og for eksempel fået job hos andre kæder, tilføjer hun. 

Sådan har Aldi forsøgt at hjælpe medarbejdere videre

  • CV og LinkedIn-workshops
  • Mulighed for Outplacement
  • Oprettelse af Kandidatbank, hvor arbejdsgivere nemt kan søge og få overblik over snart ledige ALDI-medarbejdere og kontakte relevante kandidater direkte ift. ledige jobs
  • Alle logistikmedarbejderne er blevet tilbudt betalt efteruddannelse og opkvalificering i et ret omfattende kursusprogram i 1. halvår af 2023 via AMU-systemets opkvalificeringskurser
  • Flere end 100 logistikmedarbejdere tog imod tilbuddet og har eksempelvis taget truckcertifikat, stort kørekort mv. 
  • Total antal uddannelsesdage fra februar til og med juni er 1.359

Kilde: Aldi Danmark og kommunikationschef Louise Wendelbo

"Velkommen til alle" 

Hos Rema 1000 genkender kommunikationschef Jonas Schrøder de udmeldte tal - og bekræfter, at "det er i det leje", at antallet af Aldi-medarbejdere, der følger med over, befinder sig. 

- I forhold til den oprindelige melding er det fordi, det var estimatet i december 2022, da vi offentliggjorde, at vi ville købe butikkerne. 

- Så er nogle medarbejdere hos Aldi nok stoppet løbende, inden konkurrencemyndighederne godkendte købet ni måneder efter - så det har bare været udviklingen henover de måneder. Vi var og - og er - klar til at sige velkommen til alle, siger Jonas Schrøder. 

Samme dag som Rema 1000-kæden åbner de to første konverterede Aldi-butikker - 30. november - markerer også den absolut sidste åbningsdag for de sidste 15 Aldi-butikker på det danske landkort.

Her lukker de sidste 15 Aldi-butikker

  • Følgende butikker starter ophørsudsalg fredag 24. november - og lukker senest 30. november:
  • Aldi Odense C
  • Aldi Odense NV
  • Aldi Odense M
  • Aldi Kerteminde
  • Aldi Faaborg
  • Aldi Ringe
  • Aldi Nyborg
  • Aldi Rudkøbing
  • Aldi Haderslev
  • Aldi Tønder
  • Aldi Vojens
  • Aldi Esbjerg Ø
  • Aldi Esbjerg V (Guldager Skolevej)
  • Aldi Esbjerg V (Tarphagevej)
  • Aldi Fredericia

Kilde: Aldi Danmark

 

Artiklen er en del af temaet Auf Wiedersehen, Aldi.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.834