Slipset Af | Med Michael Tilsted
365discounts relativt nye direktør, Michael Tilsted, skiftede så sent som i sommeren i år konkurrenten Salling Group ud med en titel af kommerciel direktør i Coop.
Blot et par måneder senere afløste han Thomas Nielsen, der havde stået i spidsen for udrulningen af Coops nye discountkoncept. Michael Tilsted har siden dengang været øverste ansvarlige for at vende de røde tal på bundlinjen for discountbenet i Coop-koncernen.
Hvad er Slipset Af?
- Slipset Af er en artikelserie på RetailNews, hvor vi stiller skarpt på cheferne i dagligvarehandlen - når de er i privaten og dermed har slipset af
- Vi stiller ni spørgsmål til chefernes daglige rutiner, vaner og præferencer - og kommer på den måde endnu tættere på dem, der styrer slagets gang i den danske dagligvarehandel.
Han har tidligere været finansdirektør for Netto-kæden - og har tidligere i karrieren været ansat i Salling Group i omtrent ti år.
Nedenfor kan du som læser blive klogere på Michael Tilsted og hans hverdag, når ikke han har arbejdsuniformen på. Det sker i RetailNews' artikelserie "Slipset Af".
Hvad er din vigtigste morgenrutine?
- At tage et bad. Det er her, jeg lige vågner og får hovedet i gang igen. Og når jeg træder ud, føler jeg altid at jeg er klar til en ny dag. Jeg har faktisk prøvet flere gange, at jeg har løst en problemstilling i badet relativt hurtigt og godt, som jeg ellers havde planlagt at bruge en del tid på på kontoret. Det er formentlig, fordi tankerne flyver lidt mere frit omkring der. Udover dette har jeg dog en kort og effektiv morgen, så jeg kan komme ud af døren til tiden.
Hvad er den vigtigste ting i dit køleskab?
- Mælk til min kaffe. Jeg elsker virkelig kaffe, men kun så længe, at der er mælk i. Min kæreste Anastasia har det på samme måde. Så der er krise i hjemmet, hvis vi står særligt en weekendmorgen og ikke kan få mælk i kaffen.
Hvad er den mest overraskende ting i din indkøbskurv, når du impulshandler?
- Jeg handler meget sjældent impuls, da jeg foretrækker en effektiv indkøbstur. Så det er meget sjældent, jeg kommer hjem med nogle impulskøb. Min kæreste har det dog helt omvendt, hvilket vi ofte diskuterer derhjemme. Hvis jeg dog alligevel skal vælge en ting, så vil det være en müslibar. Dem køber jeg nok alligevel lidt for mange af, når jeg er ude og handle ind.
Kun kød eller kun grøntsager resten af livet?
- Grøntsager. Jeg kan rigtig godt lide smagen af kød, men da grøntsager er så vigtige for vores helbred og velvære, så kan jeg godt undvære kød. Generelt går jeg meget op i, at de fødevarer, jeg spiser, skal bidrage med noget godt til min krop.
- Så jeg spiser for eksempel ret lidt slik, sodavand og lignende, om end jeg på ingen måde er hellig omkring det. Men særligt i hverdagen får jeg større tilfredsstillelse ud af, at jeg ved, at det er godt for mig, end at smagen nødvendigvis skal være helt i højsædet.
Hvad er den første ting, du putter på grillen?
- En burger - uanset hvad så er det bare lækkert, og den ekstra grillede smag gør sig altid godt i en burger.
Hvad er den dagligvare, der har overrasket dig mest på smag?
- Cirkel-kaffe, som kun kan købes i Coops butikker. Jeg har af gode grunde ikke drukket denne, før jeg kom til Coop, da jeg arbejdede for konkurrenten. Men den har virkelig overrasket, efter jeg begyndte i Coop. Man får nemlig en virkelig god kaffe til prisen.
Hvad er den bedste personlige erfaring, du har taget med ind i dagligvarebranchen?
- At lidt struktur altid gavner. Uanset hvor travlt du har, og hvor hurtigt du ønsker at eksekvere, så hjælper lidt struktur altid. Med lidt struktur sikrer du, at du får taget fat i de rigtige ting først, og at du får løst opgaven rigtig første gang.
- Dermed ikke sagt at der skal gå powerpoint og projektplanlægningsforløb i den. Men selv 30 minutter brugt på at planlægge og strukturere opgaven rigtigt, vil altid tjene sig selv hjem igen, inden dagen, ugen eller måneden er omme.
Hvad er den største personlige lærdom, du har fået fra dagligvarebranchen?
- Jeg har lært, at det er benhårdt arbejde at drive en discountbutik. Jeg har aldrig selv arbejdet i butik, men har naturligvis været i en hel del butikspraktik, samt talt med utallige butikschefer med flere. Her har jeg lært, at de virkelig knokler derude, samt at de virkelig skal løbe stærkt, hvis de skal få det hele til at hænge sammen i hverdagen.
- Det betyder, at vi har et stort ansvar på hovedkontoret, for at vi skal hjælpe dem bedst muligt hver dag – hvis vi ikke gør det godt nok, kan det nemlig betyde, at driften i butikken vælter, og det kan vi simpelthen ikke tillade os. Derfor stiller det store krav til, at vi får lavet nogle enormt gode afleveringer fra hovedkontoret til dem, samt at vi altid løber den ekstra mil for dem, hvor og når muligt.
Kun online handel eller kun fysisk shopping resten af livet?
- Her vil jeg vælge fysisk shopping, når det kommer til dagligvarer. Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke får planlagt ugens indkøb på forhånd, hvilket online shopping i større grad kræver. Så her er jeg mere fan af, blot at kunne stoppe forbi en 365-butik på vejen hjem, og så er det ok, at jeg skal handle lidt oftere end ellers.
- Dog er det helt modsat i forhold til alt andet. Her prøver jeg altid at klare mig med online shopping først og bruger kun fysisk shopping, hvis jeg er i tidsnød i forhold til, hvornår jeg skal bruge det.
Her er de øvrige topchefer, der er blevet interviewet i Slipset Af-serien:
Artiklen er en del af temaet Slipset Af.