Optikerkæde går mod tendensen: Vil genoplive forfaldent City Vest
Shoppingcentret City Vest ved Aarhus har længe været i forfald.
Blandt andet har flere kæder lukket deres butikker i centret - og tidligere på året annoncerede man så et frasalg af shoppingarealet til entreprenøren A. Enggaard.
De har siden hen lanceret, at en del af City Vest skal rives ned og bygges op som et nyt boligområde. Men noget af City Vest skal stadig besættes af dagligvare- og specialbutikker - dog i langt mindre skala end man har set historisk.
Én af de butikker, der skal genoplive shoppingmiljøet i City Vest er optikerkæden Louis Nielsen, der ser et stort potentiale i City Vest og Gellerup-bydelen.
- Vi ser med optimisme på den fremtidige udvikling i Gellerup. A. Enggaard har spændende planer om et nyt bydelscenter, som vi ønsker at være en del af. Derfor har vi indgået en ny aftale med A. Enggaard og sender samtidig et klart signal om, at vi vil drive forretning i Gellerup i mange år.
- Vi har mange loyale kunder i området, og selv om der har været butikslukninger i City Vest, kan vi konstatere, at kunderne stadig gerne vil handle hos os, siger Mads Nygaard, der er administrerende direktør i Louis Nielsen.
Planen er ifølge A. Enggaard at samle de kommende butikker i det nye City Vest ved et lille torv på matriklen.
- Det er ingen hemmelighed, at nogle butikker var valgt at forlade City Vest, men der er stadig en række forretninger, der kan se værdien i at blive i området - både på kort og langt sigt.
- Det er naturligvis vigtigt for os, men også for andre erhvervsdrivende, at en stor kæde som Louis Nielsen meget tydeligt viser, at de tror på det projekt, som vi arbejder med. Louis Nielsen er en af de butikker, der trækker mange kunder til City Vest, og det vil kæden også gøre til det nye bydelscenter, som vi etablerer, siger Lars Thesmer Sørensen, der er projektudvikler i A. Enggaard.