23948sdkhjf

Kold skulder til MobilePay: - Det er jo helt vildt

Jane Hovkjær i nordjyske Fjerritslev har aldrig haft en kortterminal i sin frisørsalon. 

Lige siden hun åbnede sin forretning for to år siden, har hun "opdraget" kunderne til at betale med MobilePay.

- Også de ældre kunder. Dem har jeg lært at swipe. Derfor er der ingen, der kommer med kontanter mere, siger Jane Hovkjær til Nordjyske

Nu håber hun, at kunderne vil glemme, hvad hun har lært dem, og finde mønter og sedler frem igen.

Som mange andre tusinde mindre erhvervsdrivende ser Jane Hovkjær ind i et gebyrhop, hvis hun vil fortsætte med at bruge MobilePay i sin frisørsalon.

Forleden varslede Vipps MobilePay en prisstigning på deres tjeneste MobilePay Myshop, hvor kunder via mobilen overfører penge direkte til en butik.

I dag betaler de fleste erhvervskunder hos MobilePay et fast beløb på 75 øre per transaktion. Fremover skal de betale 0,99 procent af stykprisen.

Ny prismodel for MobilePay MyShop

  • Fra 1. oktober ændres prismodellen på MobilePay MyShop - den funktion hvor kunder kan betale med mobilen direkte til en butik, bod, forening eller et lokalt marked
  • Det blev varslet i slutningen af august af Vipps MobilePay - som selskabet bag MobilePay har heddet siden fusionen med den norske betalingstjeneste Vipps sidste år
  • Hidtil har kunderne betalt et fast gebyr per transaktion på mellem 30 og 75 øre afhængigt af det årlige antal transaktioner samt et månedligt abonnement på 49 kroner og et faktureringsgebyr på 29 kroner
  • I den nye model er der ikke noget abonnement - og i stedet for et fast gebyr, skal virksomheder nu betale 0,99 procent af transaktionsbeløbet, hver gang deres kunder betaler med MobilePay
  • Faktureringsgebyret på 29 kroner fastholdes for kunder, der vælger en månedsopgørelse
  • Enkelte erhvervsdrivende har fået en særlig aftale, hvor gebyret er halveret til 0,49 procent af transaktionsbeløbet
  • Af konkurrencemæssige årsager oplyser Vipps MobilePay ikke, hvilke kriterier erhvervskunder skal leve op til, for at få den særlige pris på 0,49 procent

Kilde: MobilePay

For Jane Hovkjær betyder det, at hun går fra at betale 150 kroner i gebyrer hver måned til cirka 600 kroner.

- Tænk, hvis jeg hævede prisen på børneklip i min salon fra de 150 kroner i dag til 600 kroner. Og med kun lidt over en måneds varsel. Det er jo helt vildt.

Derfor opfordrer hun nu de kunder, der har tid og mulighed for det, til at betale kontant.

Også selvom det betyder, at hun må køre nogle ture med kontanter fra salonen i Klim til banken, som ligger 40 minutter væk i Farsø.

- Sådan må det være. Men jeg kommer ikke til at fjerne MobilePay helt. Det skal være nemt at komme i min salon, og det er ikke alle, der har tid og mulighed for at hæve kontanter, siger Jane Hovkjær.

Klistermærket med MobilePay-oplysningerne får lov at blive i Jane Hovkjærs salon. Men hun håber, at de fleste kunder vil betale med kontanter. Foto: Martin Damgård

Flere dropper MobilePay

Hun er ikke den eneste selvstændige, der giver MobilePay den kolde skulder ovenpå de varslede prisstigninger.

På Facebook melder flere små erhvervsdrivende - blandt andet massører, terapeuter og frisører - lige nu ud til deres kunder, at de fremover kun vil bruge tjenesten i nødstilfælde.

Flere af dem vil ligesom Jane Hovkjær satse på kontanter i stedet.

Hos Blokhus By Camping lyder beskeden, at man helt dropper samarbejdet med MobilePay grundet prisstigningen.

Andre erhvervsdrivende undrer sig i forskellige Facebook-fora for selvstændige og iværksættere over, hvorfor nogle af MobilePays erhvervskunder skal betale standardprisen på 0,99 procent af stykprisen, mens andre har fået en særlig rabat og kan nøjes med 0,49 procent.

Ifølge MobilePay er der tale om "en ganske begrænset gruppe" af erhvervskunder, der har fået rabat.

- Det drejer sig om erhvervskunder med en ganske stor MobilePay-baseret omsætning, som samtidig bliver ramt rimelig hårdt af vores nye prismodel. Der er kun tale om eksisterende kunder, siger Peter Kjærgaard, pressechef hos Vipps MobilePay.

Jane Hovkjær har kontaktet MobilePay og undersøgt muligheden for at få rabat.

- Det har jeg fået nej til. Men jeg forstår ikke rigtig hvorfor. Jeg kan læse, at andre frisører med nogenlunde samme omsætning, og som ligesom jeg står alene i salonen, har fået rabatten, siger Jane Hovkjær.

Mere transparens

Også brancheforeningen SMVdanmark efterlyser mere transparens omkring den nye prismodel.

- MobilePay har holdt kortene alt for tæt til kroppen. Der mangler information, og det har skabt forvirring, siger chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen.

Han henviser til, at den nuværende prismodel kan findes på MobilePays hjemmeside.

Men MobilePay kommer ikke til at lægge den nye prisstruktur frem, lyder der fra selskabets pressechef, Peter Kjærgaard.

- Vi har ikke lyst til at udstille præcist over for vores konkurrenter, hvad vi gør. I stort set alle brancher har man listepriser. Og så kan man have et alternativ for at tilgodese og undgå store effekter over for kunder med større forretningsvolumen. Og jeg tror, at du vil se, at vores konkurrenter gør det samme.

- Jeg kan sagtens følge, at det ikke er gennemført transparent. Jeg er også tilhænger af transparens, men sommetider er man nødt til at afvige fra det, fordi man også er i en markedssituation, hvor der er konkurrenter og andre hensyn at tage, siger Peter Kjærgaard.

Alternativ

I Klim i det nordjyske er Jane Hovkjær i gang med at se sig om efter et alternativ til MobilePay.

Men det kan blive svært for små erhvervsdrivende som Jane Hovkjær at undgå en ekstraregning - også selvom de skifter betalingsløsning.

Det viser en kortlægning, som Børsen har lavet.

Nets oplyser til Børsen, at en fastprisaftale på dankortbetalinger vil koste mellem 200 og 250 kroner om måneden alt inklusive.

Også med MobilePay-konkurrenten Flatpay, der har erklæret priskrig i markedet med en ny kampagnepris på 0,89 procent i gebyrer, vil erhvervsdrivende som Jane Hovkjær, der har forholdsvis høje stykpriser, skulle af med mere i gebyrer end i dag.

Ifølge Kasper Munk Andersen, chefkonsulent hos SMV Danmark, skal Jane Hovkjær og andre små virksomheder være glade for, at Dankortet netop har fejret 40-års fødselsdag, selvom det er trængt af Visa-kortene.

- Hvis vi ikke havde haft Dankortet, havde MobilePay sandsynligvis hævet priserne endnu mere. Det vigtigste for små erhvervsdrivende som frisører og bagere er, at der er en palette af muligheder, så de kan holde hinanden lidt i skak, siger han.

MobilePay oplyser at cirka halvdelen af selskabets 150.000 betalingssteder ikke vil opleve en stigning eller endda slippe billigere end i dag med den nye prismodel.

Det gælder blandt andet små virksomheder inden for foreningslivet, offentlige institutioner, svømmehaller og loppemarkeder, der ikke har så høje stykpriser.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086