23948sdkhjf

Sidste åbningsuge for Irma meldt ud: Se her hvornår

Irma-butikken på Frederiksborggade i København bliver den sidste Irma, der lukker og slukker

Den sidste blå Irma-pige vinker endeligt farvel i april i 2024. Lukningsplanen for butikkerne er skredet, og nu ligger de endelige datoer klar.

Det siger Irmas konstituerede kædedirektør, Martin Brinch Jöhncke, til Finans.

De sidste butikker lukker i uge 15 næste år. Det er mellem 8. og 14. april. Oprindeligt lød det, at de sidste butikker ville forsvinde i efteråret.

- Det var, fordi konceptarbejdet, som vi har lavet i forhold til Coop-kæden, har været mere omfangsrigt, end vi umiddelbart havde regnet med. Derfor har det taget længere tid, siger Martin Brinch Jöhncke til mediet.

Han tilføjer, at kæden hellere vil have kvaliteten i orden end at presse noget igennem i en oprindelig tidsplan.

Den konstituerede kædedirektør afviser dog ikke helt, at den nye tidsplan kan skride igen, da man "aldrig skal sige aldrig".

To testbutikker

Der er ni tilbageværende Irma-butikker, der skal omdannes til en ny kæde med navnet Coop.

Planen er for nuværende, at den sidste Irma-butik, der lukker, er Irma på Frederiksborggade i København.

Coop vil lave de ni største Irma-butikker om til den nye Coop-kæde. Også butikker tilhørende kæderne Kvickly og SuperBrugsen vil blive omdannet til den nye kæde.

Først skal det ske i to testbutikker, som åbner inden jul.

De to testbutikker bliver Superbrugsen i Hinnerup og Irma Codanhus på Frederiksberg.

I april offentliggjorde Coop sit regnskab for 2022. Her lød underskuddet på 628 millioner kroner, hvilket var historisk stort.

Det store underskud skulle dels forklares med store investeringer i butikskæden 365discount og dels med inflationskrisen. Det sagde Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen.

Den omstrukturering i koncernen, som betyder, at Coop fremover får færre forskellige kæder, skal være med til at lappe hullet i kassen, lød det.

- Med denne enklere struktur, hvor vi går fra otte til tre kæder, bliver vi klarere over for kunderne og sikrer lavere omkostninger for os selv, sagde han i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet.

De tre kæder, som fremover vil være en del af Coop er 365 discount, Brugsen og den nye kæde Coop.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.766