23948sdkhjf

Fastfood-kæde solgt for astronomisk beløb

Subways fastfood-spisesteder blev aldrig nogen succes i Danmark. 

Sidste år satte kæden dog global rekord med en omsætning på 111 milliarder kroner – og forleden blev den familieejede koncern solgt for 62 milliarder kroner. 

Køberen er Roark Capital, en amerikansk kapitalfond.

- Handlen afspejler Subways langsigtede vækstpotentiale og den betydelige værdi af vores brand og vores franchisetagere rundt om i verden, siger Subways administrerende direktør, John Chidsey, i en pressemeddelelse.

Subway, der blev etableret i 1965 i den amerikanske delstat Connecticut, driver i dag flere end 37.000 restauranter i over 100 lande.

I halvfemserne åbnede den amerikanske koncern godt 20 spisesteder i Danmark. Flertallet af dem drejede ret hurtigt nøglen om, men enkelte restauranter blev overtaget af den danske kæde Sunset Boulevard. I dag finder man to Subways i Aalborg og én i Kolding.

Subways ophavsmand, Fred DeLuca, døde som 67-årig af leukæmi i 2015. Ved sin død ejede han halvdelen af koncernen, som hans enke og yngre søster overtog. De to kvinder får 31 milliarder kroner til deling efter Roark Capitals køb af kæden.

Se nøgletal for:
Læs mere om: fødevarer
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.64