Magasin-investeringer tager form: Nu er ny afdeling i Aalborg åbnet
70 millioner kroner øremærket til renoveringer og investeringer i IT-forbedringer.
Sådan lød budskabet i en pressemeddelelse fra Magasin du Nord i juni i år - og i disse dage får pengene for alvor ben at gå på. Særligt i Magasin i Aalborg, hvor en ny afdeling er åbnet mandag formiddag.
Det skriver lokalmediet AalborgNu.
Det er en ny - og fast implementeret - outlet-afdeling, som Magasin i Aalborg har slået dørene op til. Og afdelingen er eftersigende allerede blevet taget godt imod, fortæller personalet i Magasin til AalborgNu.
- Vi kigger hele tiden ind i, hvad det er, vores kunder efterspørger, så vi kan tilpasse os og på den måde sørge for, at de får den shoppe-oplevelse, som de drømmer om, har Jeanett Andersen, der er er Department Store Manager i Magasin Aalborg, tidligere udtalt.
Det er planen, at lignende renoveringer og også IT-forbedringer skal gennemføres i de seks øvrige Magasin-centre over hele landet. Disse findes i Aarhus, Odense, Rødovre, Lyngby og to i København.
- Vi prioriterer at fremtidssikre forretningerne, fordi vi gerne vil geare dem til at kunne imødekomme de fremtidige generationers ønsker. Rigtig mange af vores kunder værner om den fysiske shopping-oplevelse, derfor vil vi skabe fysiske forretninger, der kan levere en enestående kundeoplevelse, har Frederik G. G. G. Nielsen, der er ansvarlig for alle Magasins fysiske butikker, tidligere udtalt i en pressemeddelelse.