Selskab bag luksuschokolade taber millioner efter 20 år med overskud
I over 20 år er producenten bag luksuschokoladen Summerbird gået ud af hvert regnskabsår med plus på bundlinjen.
Særligt i 2021 var selskabet i fremgang. Men sidste år var turbulent for chokoladeproducenten, der er baseret på Fyn.
Der er røde tal på bundlinjen. Summerbird tabte knap fire millioner kroner i 2022, viser regnskabet for sidste år.
Forventede fremgang
De seneste års kriser har haft vidt forskellige indvirkninger på Summerbird.
Coronakrisen sendte salget af luksuschokoladen i vejret. Summerbird havde gode regnskabsår i 2020 og 2021, hvor selskabet i sidstnævnte år gik ud med et overskud på 13 millioner kroner.
Direktør Mikael Grønlykke siger til Fyens Stiftstidende, at Summerbird lykkedes med at vende krisen til det positive. Danskerne begyndte at skrue op for forbruget af chokoladen.
- Vi kom fra et positivt 2021 med fremgang og megen optimisme, efter at covid-19-krisen var løjet af. Vi forventede derfor et fremgangsrigt 2022, og organisationen var sat ud fra mere vækst, skriver Grønlykke til det fynske medie.
Stabile igen
Men da Putin gik ind i Ukraine i februar 2022, blev vækstscenariet vendt til det modsatte, pointerer han som en af forklaringerne på tilbagegangen.
I ledelsesberetningen fremgår det, at forventninger til sidste år ikke blev indfriet på grund af væsentligt forøgede priser på økologiske råvarer, emballager og energi.
Underskuddet kan også tilskrives nedlukningen af selskabets aktivitet i Japan og lukningen af datterselskabet Det gode skib Havet, skriver ledelsen.
I en kort kommentar til Ritzau siger Mikael Grønlykke, at 2022 var et turbulent år, men tilføjer:
- Vi har stabiliseret forretningen igen.
Ledelsen skriver i regnskabet, at selskabet forventer et positivt resultat for næste år.
Summerbird blev grundlagt i 1986 i et samarbejde mellem Mikael Grønlykke og hans forældre. I 2001 åbnede Summerbird sin første butik i København.
/ritzau/