23948sdkhjf

Stor nordjysk netbutik ramt af sit første underskud

Udviklingen har indtil i dag kun peget en vej, og det er opad for en kendt nordjysk erhvervssucces.

Men nu er himmelfarten stoppet - i hvert fald for en stund.

For første gang har netbutikken Luksusbaby, der sælger børnetøj, måttet offentliggøre et underskud.

- Det er bestemt noget nyt for os med røde tal. Dog ved vi, at året måtte komme på et tidspunkt, da Luksusbaby er blevet et relativt stort firma på kort tid, siger Morten Grabowski Kjær, der er ejer og administrerende direktør i Luksusbaby A/S.

Regnskabsåret 2022 endte med et underskud efter skat på 2,8 millioner kroner.

Luksusbaby offentliggør ikke sin omsætning.

Men virksomhedens bruttofortjeneste på sit salg er faldet med 28 procent til 29,1 millioner kroner sidste år.

- Vi har faktisk øget omsætningen med 10 procent, men oprydning på lageret med gamle varer og et klemt og usikkert marked er forklaringen på den faldende bruttofortjeneste, siger han.

Det betyder, at der ikke har været penge nok til at dække personaleudgifter på næsten 30 millioner kroner - driften af Luksusbaby har givet underskud i 2022.

Samtidig hjælper det ikke, at renteudgifterne er vokset voldsomt i løbet af 2022 og bidrager negativt til den røde bundlinje.

Væksten i renteudgifterne afspejler, at Luksusbabys bankgæld er vokset med 25 millioner kroner i løbet af året - til 42 millioner kroner.

Det har været nødvendigt at låne mere i banken, fordi børnetøjsfirmaets drift sidste år skabte en negativ pengestrøm på 26 millioner kroner - i modsætning til i 2021, hvor posten var positiv.

Morten Kjær forklarer denne udvikling med, at "markedet har været udfordrende".

Soliditet dykker

Det forøgede træk på banken betyder, at Luksusbabys soliditet er faldet kraftigt - fra over 40 procent i 2021 til knap 28 procent ved udgangen af 2022.

Soliditet er et mål for hvor økonomisk robust, en virksomhed er.

Den fortæller nemlig hvor mange egne midler (egenkapital), den råder over til at dække sine forpligtelser med - jo højere soliditet jo større styrke til at modstå fremtidige økonomiske uvejr.

Morten Kjær forklarer den stigende gældsætning og kraftigt faldende soliditet med investeringer.

- De store investeringer er nødvendige for at imødekomme fremtiden. Dette har været dyrt, men nødvendigt, og derfor må vi anse det (soliditeten, red.) for værende tilfredsstillende, siger han.

Luksusbabys underskud kommer i et år, hvor andre ellers succesrige børnetøjsfirmaer ifølge Børsen har mistet noget af pusten.

- Vi ser også blandt andre Hummel, House of Kids, SinFul og DitUr have samme fald, siger Morten Kjær om andre netbutikker.

Idé under barsel

Grundstenen under Luksusbaby blev lagt i 2013.

Her gik Ann-Louise Aasted hjemme på barselsorlov og fik ved siden af børnepasningen ideen om en webshop, der skulle handle med kvalitetstøj til børn på nettet.

Til en start blev varerne skippet afsted fra hendes og ægtefællens, Morten Kjærs, fælles hjem.

I takt med forretningens vækst flyttede Luksusbaby ad flere omgange til større lokaler rundt om i Aalborg.

Siden efteråret 2022 har adressen været Porsborgparken i Støvring.

Her råder webbutikken over i alt 20.000 etagemeter lager og hovedkontor - ved siden af to fysiske butikker i Aalborg og Aarhus.

Dybe lommer

I efteråret 2021 bød Luksusbabys stiftere to eksterne investorer inden for i ejerkredsen, da de solgte en del af deres virksomhed.

Den ene af de to nye medejere hedder CoolGroup A/S.

Bag dette navn gemmer sig Entertainment Trading A/S, som driver internethandlen Coolshop.

Her er lommerne endog meget dybe.

Udover af den nordjyske serieiværksætter Jacob Risgaard - kendt fra tv-programmet Løvens Hule - og Mark Nielsen er Entertainment Trading ejet af Anders Holch Poulsen.

Østjyden ligger konstant på top tre-listen over Danmarks rigeste personer - formuen stammer fra Bestseller-koncernen.

Ud over Coolshops ejere blev serieinvestoren Jan Lehrmann fra København - der også er kendt fra Løvens Hule - ved samme lejlighed budt ind i ejerkredsen i Luksusbaby.

Ambitionerne var at styrke virksomhedens placering på det danske og internationale marked.

- Luksusbaby er en ægte nordjysk succeshistorie, og de har formået at knække koden til den svære disciplin, det er at sælge børne- og ungdomstøj på nettet. Derfor ser vi selvfølgelig frem til at blive en del af virksomheden og forhåbentlig løfte den til næste niveau, sagde Jacob Risgaard, da CoolGroup købte sig ind i Luksusbaby.

Stiftere med flertal

Ann-Louise Aasted og Morten Kjær ejer fortsat majoriteten i den virksomhed, de stiftede, og hvor de begge er direktør.

Parret ejer i dag tilsammen 55 procent af aktiekapitalen.

Coolshops ejere - Anders Holch Poulsen, Mark Nielsen og Jacob Risgaard - ligger inde med 25 procent og Jan Lehrmann med en post på 20 procent.

Selv om de således samlet kun råder over en minoritetsandel af aktierne på 45 procent, så har de to eksterne investorer alligevel mulighed for at blokere alle væsentlige beslutninger i Luksusbaby, hvis der skulle opstå uenighed mellem ejerne.

Det skyldes, at vedtægtsændringer kun kan gennemføres med to tredjedeles flertal af stemmerne og kapitalen - og ikke med et simpelt flertal.

Det lyder teknisk, men betyder eksempelvis, at beslutninger om tilførsel af frisk kapital kun kan gennemføres, hvis aktionærer med samlet to tredjedele af stemmer og kapital er med på vognen.

Aktionærerne i Luksusbaby trækker ikke noget udbytte ud i forbindelse med det underskudgivende regnskabsår 2022.

I 2021 blev der trukket et ekstraordinært udbytte på fem millioner kroner ud i løbet af regnskabsåret.

Luksusbaby har omkring 80 ansatte, og det antal forventes at ligge stabilt i de kommende år.

Nedjusterer

I årsrapporten for 2022 forventer Luksusbabys ledelse et resultat før skat og renter i "intervallet 10 - 11,5 mio. kr.".

Den forventning holder ikke mere.

- Ikke helt, da vi fortsat er nødt til at fastholde vores investeringer i 2023, og vi åbner i Tyskland. Men jeg forventer, at vores omsætning vil stige en smule, siger Morten Kjær.

Ambitionerne er uændret store.

- Vi sigter stadig mod (en omsætning på, red.) 500 millioner kroner inden for en fire-fem-års plan, hvilket stadig er meget realistisk. Fundamentet, systemerne og organisationen skal først være klar, og det er de ikke endnu, men vi er i gang og klar i løbet af 2024. Tålmodighed må være det rette ord i denne sammenhæng, siger han.

Luksusbaby A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 29,1 40,6
Resultat af primær drift -2,3 11,8
Resultat før skat -3,5 12,1
Årets resultat -2,8 9,4
Balancestatus 97,3 74,2
Egenkapital 27,0 29,9
Antal ansatte 83 85
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093