23948sdkhjf

Nordjysk cityforening siger stop: Det her kan knække midtbyens udvikling

Aalborg City frygter for konsekvenserne og vil have forslag droppet

Det er meget på spil for butikker og restauranter i Aalborgs midtby, hvis et nyt forslag bliver til virkelighed.

Det mener cityforeningen Aalborg City, der har skrevet til økonomiudvalget for at advare om de konsekvenser, som forslaget kan have - og ikke mindst for at få det stoppet.

Det skriver Nordjyske

Der er tale om et lokalplantillæg i et område i City Syd i det sydvestlige Aalborg, som muliggør en større andel af butikker, da det samlede bruttoetageareal til butikker fastsættes til maksimalt 29.000 kvadratmeter mod de nuværende 25.650 kvadratmeter.

Desuden åbnes der i hele lokalplanområdet, hvilket vil sige Shoppen med tilhørende parkering samt et ubebygget areal mellem Nibevej, Tyren og Vandmanden, mulighed for udvalgsvarebutikker, hvor der i dag alene er mulighed for ”butikker til særlig pladskrævende varer” på dele af området.

Men forslaget vil ramme midtbyen hårdt, mener Aalborg City.

- Man gambler

- Man gambler med rigtig meget i Aalborg ved at tillade at åbne for specialbutikker ude i City Syd udover, hvad der er i Shoppen og Aalborg Storcenter, siger Jes Asmussen, der er citymanager i Aalborg City.

Udvalgsvarebutikker er tøj, sko, radio/tv, bøger og møbler, men ikke dagligvarer, hvorimod butikker til særligt pladskrævende varer er butikker, der forhandler biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, betonvarer samt møbler med mere.

Jes Asmussen peger på, at City Syd oprindeligt var tænkt som et aflastningscenter for midtbyen - et sted, hvor man havde de store butikker, som krævede mange kvadratmeter.

- Nu vil man så udbygge med almindelige udvalgsvarer, så nu kan de lidt større specialforretninger, som vi har i midtbyen, i princippet flytte derud. Det kan vi selvfølgelig ikke gå ind for, siger Jes Asmussen.

- En kæmpe udfordring

Han peger på, at hvis eksempelvis nogle af de store herretøjsbutikker, der fylder meget i billedet, vælger at flytte til City Syd grundet gratis parkering, lettere adgangsveje og billigere husleje, vil midtbyen have en kæmpe udfordring.

- Vi har skrevet til økonomiudvalget, at vi virkelig ser det her som et hårdt slag for detailhandlen og for hele midtbyen. Det er ikke kun detailhandlen, men også cafeer og restauranter, for vi hænger bare sammen. Hvis man gør alvor af det her og stemmer det igennem, så tror vi, at det kommer til at knække udviklingen i midtbyen. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jes Asmussen.

Svære år

Vejarbejde, konkurrence fra mere nethandel, pandemi og inflation har været nogle af modspillerne for midtbyen i de seneste år. Og nu kommer der så måske endnu en udfordring.

- Vi synes, at det er synd, at man ikke vil værne om det miljø, som man har i midtbyen, hvor man samler specialhandlen. Vi risikerer, at det unikke vi har med Aalborg som storby, udvandes, siger Jes Asmussen.

Han mener, at midtbyen bliver fattigere, hvis der bliver færre detail- og specialbutikker.

- Vi kan allerede se, at vi har lidt flere tomme lokaler, end vi plejer at have. Vores holdning er, at man skal værne om det unikke miljø, som man har i midtbyen, hvor vi har et levende butiksliv, restauranter, cafeer og et kulturliv.

Jes Asmussen mener, at det er et skråplan, der kan have afledte konsekvenser på andre områder.

- Det kan være, at det bliver svært at leje ungdomsboliger ud i Aalborg, fordi de studerende vælger Aalborg fra, når man ikke har den der levende midtby. Gider turisterne stoppe i Aalborg, eller fortsætter de til Aarhus, når de kommer fra Norge, fordi midtbyen i Aalborg er blevet kedelig?

Normalt taler politikerne ellers i samlet flok om at værne om midtbyens butikker og restauranter.

- Jeg synes, at alt det her taler imod det, som politikerne står og siger.

Frustration

Han peger på, at cityforeningen var positiv efter et borgermøde for nogle uger siden om midtbyens fremtid med deltagelse af flere partier og politikere.

- Alle stod samstemmende og sagde, at nu skal vi tale midtbyen op og stå sammen - vækste midtbyen. Så går der tre uger, og så melder man noget helt andet ud. Det giver frustration, siger Jes Asmussen.

Han understreger, at Aalborg City intet har imod konkurrence, da det holder alle skarpe, og at cityforeningen har et fint samarbejde med Storcenteret og City Syd.

Derimod er det spredningen af specialbutikker, der bekymrer.

Vigtig afvejning

Det er en ændring af kommuneplanen tilbage i 2019 muliggør forslaget om lokalplantillægget. Det forklarer borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).

- Det er altid vigtigt at lave en afvejning i forhold midtbyen, når man laver noget andre steder, men i 2019 gav byrådet jo mulighed for en ændring af det her område med det kommuneplantillæg, der var.

Han peger på, at forslaget nu kommer ud i offentlig høring.

- Jeg synes da, at cityforeningen skal gå i dialog med by- og landskabsrådmanden og udvalget i forhold til det.

Nordjyske har tidligere skrevet om forslaget. Her sagde borgmesteren, at "det kommer til at runde City Syd af, og så er der ikke rigtig plads til mere derude, kan man sige. Og i forhold til balancen i kommunen er jeg ikke bekymret for, at det kommer til at skævride konkurrencen i forhold til Aalborgs midtby, Nibe eller hvor det nu kan være henne."

Sidst sagde du, at du ikke troede, at forslaget ville true midtbyen, men det tror de jo selv?

- Det er nyt for mig, for det, vi blev orienteret om, var, at der havde været en dialog med cityforeningen på forhånd i forhold til det. Så at de nu tager det standpunkt, det er nyt for mig, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105