Lego satser på russisk middelklasse
Legetøjsproducenten forventer at kunne flerdoble omsætningen i Rusland i løbet af de kommende år.
- Det er gået fra at være meget, meget lille til at være det fjerdestørste marked i verden for Lego efter USA, Tyskland og Storbritannien med godt over 1 mia. kr. i omsætning. Men det, der er ligeså vigtigt, er, at vi kan tro på en vækst på ca. 25 procent i et marked, der vokser ca. 12 procent, siger Mogens Laursen, der er direktør for Lego i Rusland, til Børsen.
Han understreger dermed også, at Lego stadig har et stort uforløst potentiale på det russiske marked, og han tror på, at koncernens omsætning i landet kan nå op på 6-8 mia. kr. i løbet af en årrække.
Netop derfor er Lego også klar til at opruste i Rusland. Som det er nu serviceres de russiske forhandlere hovedsageligt fra Legos lager i Tjekkiet, men legetøjsproducenten overvejer at bygge nyt distributionscenter eller lager i Rusland for at skabe en hurtigere og mere fleksibel distribution.