23948sdkhjf

Drømmen om milliarden er parkeret for en stund: Dette forventer Plantorama-CFO sig af 2023

En ambitiøs målsætning om at nå én milliard i omsætning inden 2025 er parkeret for en stund for Plantorama. 

- Måske skal vi bare bruge et år eller to mere for at opnå den, siger CFO i Plantorama, Torben Castenskiold, til RetailNews. 

Det fortalte administrerende direktør i plantekæden, Peter Vang Christensen, også til Finans i forbindelse med offentliggørelsen af Plantoramas regnskab for 2022. 

For selvom omsætningen holdt sig stabil fra 2021 til 2022, formåede Plantorama ikke at opnå samme overskud på bundlinjen i 2022 - og ifølge Torben Castenskiold hænger det også sammen med, at en række forventninger til salget ikke blev realiseret i regnskabsåret. 

- Det var jo egentlig et okay år sidste år. Det var bare exceptionelt godt i årene forinden, og derfor kan tallene fra 2022 godt give et anderledes indtryk end ellers. 

- Vi havde nok forventet os noget mere af 2022, og vi havde ansat personale til at køre mere igennem. Det tager bare tid at tilpasse, og så ramte energi- og inflationskrisen os også på omkostningssiden, fortæller han.  

Nyt center giver vækst

Plantorama åbnede i marts måned et nyt stort havecenter i Taastrup - Danmarks største af sin slags - og derfra forventer Torben Castenskiold også at se spor i regnskabet for 2023, når det lander engang til næste år. 

- Vi forventer en rimelig stabil omsætning i forhold til sidste år, dog med et par procenter vi lægger oveni fra vores nye center i Taastrup. Fra den forretning forventer vi at få noget vækst - fra resten forventer vi, at det bliver status quo. Nu går vi lidt konservativt ud - også belært af erfaringerne fra 2022, siger han. 

Apropos nye centre regner økonomidirektøren med, at Plantorama engang i fremtiden "skal ramme 20 centre" - og her er der særligt fokus på at ramme større byer. 

Men at lancere nye centre kræver sin tid, understreger Torben Castenskiold og henviser til, at etableringen af Taastrup-butikken tog 18 år fra første henvendelse til butiksåbning. 

Men planerne for flere butikker findes i Peter Vang Christensen og Torben Castenskiolds fælles skuffe. 

Kunne det eksempelvis være Vestkysten, hvor Plantorama pt. ikke er at finde?

- Der er ikke noget konkret på tegnebrættet lige nu. Vi har ikke travlt og vil gerne konsolidere os lidt - og se hvordan markedet flytter sig. Esbjerg ligger til højrebenet på et eller andet tidspunkt, men hvordan og hvornår er der ingen konkrete planer for.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.3