23948sdkhjf

Matas-kunder genbruger plastflasker

Ny opgørelse viser, at der er returneret 10 % mere tom emballage til genbrug i Matas i 2012 end året før.
Danskerne er blevet mere flittige til at bruge Matas’ tilbud om genbrug af tomme plastemballager.

I 2012 returnerede de i alt 21 tons i kædens butikker mod 19 tons året før – svarende til en stigning på ca. 85.000 tomme shampooflasker.

Miljøchef i Matas’ hovedsæde, Henrik E. Johannsen, glæder sig over den markante fremgang, samt at kunderne bakker op om Matas’ aktive bestræbelser på at værne om miljøet:

- Det har utvivlsom haft stor indflydelse på resultatet, at Danmarks Naturfredningsforening i 2012 har fokuseret på fordelene ved at genbruge frem for at afbrænde. Flere borgere bliver interesseret i at genbruge, når også uvildige miljøeksperter fortæller om fordelene. Endvidere er det glædeligt, at det tyder på, at fremgangen har bidt sig fast i 2013. I de to første måneder i år er der returneret 15 procent mere end i samme periode sidste år.

Matas giver ikke pant, når forbrugerne returnerer emballagen. Derfor er den stigende mængde returemballage alene et udtryk for en øget interesse for genbrug fra forbrugernes side.

Udover de 21 tons fra forbrugerne har Matas butikkerne selv indsamlet 30 tons af den plast, som er brugt til at transportere varerne til butikkerne og 476 tons pap. Det er således i alt 51 tons plast og 476 tons pap, der er gået til genbrug fra Matas i 2012.

Danmarks Naturfredningsforening bakker op om Matas genbrugsordning. Miljøpolitisk medarbejder Christian Poll opfordrer:

- Vi ser gerne, at andre butikskæder på samme måde gør det nemt at aflevere emballage til genbrug. Så undgår man, at den havner i naturen eller i affaldsforbrændingen.


Fakta om Matas' genbrugsordning
I alle landets Matas butikker er der opstillet en returbeholder, hvor kunderne kan aflevere deres emballage. Eneste krav er, at emballagen er tom og stammer fra varer købt i Matas.

Den returnerede emballage genbruges til bl.a. tæpperør, dækningsbånd og trafikkegler.

Forbrugerne har i årene 2010-2012 returneret henholdsvis 19 tons, 19 tons og 21 tons plastemballager til genbrug i Matas.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064