Ny kvinde i spidsen for chokoladebutikken i Silkeborg
Efter 20 år i Føtex er Stine Holm blevet ansat som butikschef i Frellsen i Vestergade i Silkeborg.
Stine Holm har været ansat i kioskafdelingen i Føtex på Torvet, men i forbindelse med en sparerunde blev hun sagt op. Der gik dog ikke lang tid, før hun fik jobbet hos Frellsen. Efter en uge i nye rammer udtrykker hun tilfredshed med sit nye arbejdsliv.
I Frellsen er der nemlig bedre tid til kunderne, hygge og atmosfære. Hun er også glad for, at hun igen skal sælge, og at de varer, hun så skal sælge, er anderledes. Dog siger hun, at det vil kræve karakterstyrke ikke bare at købe for meget chokolade med hjem, når det er så let tilgængeligt.