23948sdkhjf

Bageri genopliver Kagens Dag i Aarhus

Den populære kagedag er officielt aflyst i Aarhus, men får nu alligevel nyt liv fra Langenæs Bageriet den 14. maj.
Kagens Dag er officielt aflyst i Aarhus med den begrundelse, at byen simpelthen ikke længere huser bagere nok til, at det ellers så populære arrangement kan gennemføres.

Men sådan skal det alligevel ikke være, mener de hos Langenæs Bageriet, som derfor har sat sig for at gennemføre Kagens Dag på egen hånd tirsdag den 14. maj.

- Kagens Dag er jo en rigtig god og hyggelig tradition, som Langenæs Bageriet altid har sat stor pris på at være med i, for vi ønsker selvfølgelig, at der bliver doneret mest muligt til Børnecancerfonden. Og det er faktisk årsagen til, at vi nu prøver at afholde Kagens Dag på egen hånd, fortæller Bagermester Michael Spottag og henviser til, at billetindtægten helt ubeskåret doneres til det gode formål.

Noget for enhver smag
Kagens Dag trak sidste år knap 1.000 kageglade mennesker af huse alene i Aarhus, hvor Aarhus og Omegns Bagerlaug fungerede som arrangør med deltagelse fra 11 lokale bagerbutikker og konditorer.

Af disse er det altså kun Langenæs Bageriet, som stiller op i år, men Michael Spottag garanterer alligevel en oplevelse af de søde.

- Allerede nu kan jeg afsløre, at der vil være mere end 10 fantastiske tørkager, så der vil utvivlsomt være noget for en hver kagesmag. At kunne nyde gode kager og samtidig støtte et virkelig godt og vigtigt formål – det kan de fleste vist bakke op om, smiler bagermesteren.

Gennemføres i København og Odense
Anders Grabow fra Bager- og Konditormestrene i Danmark siger til RetailNews, at Kagens Dag afholdes som vanligt i København og Odense – begge steder med byens rådhuse som scene.

I København afholdes Kagens Dag også den 14. maj, mens Odense må vente til den 4. juni.

Kagens Dag har – siden sin begyndelse i 1998 – været et tilløbsstykke, som har indbragt Dansk Bagerlaug et pænt overskud. I 2010 kunne bagerne eksempelvis overrække det ubeskårede overskud fra aktiviteterne i landets største byer på 358.250 kr. til Børnecancerfonden.

Fakta: Kagens Dag på Langenæs Bageriet
Kagens Dag 2013 afvikles i to hold (kl. 12 – 13.30 & 14 – 15.30). Der er i alt 200 billetter til salg, og de koster kr. 100,-/stk. Billetter sælges fra mandag den 15. april kl. 10.00 – og kun ved henvendelse i butikken i Aarhus.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094