Sportskæde skærer yderligere ned: Lukker tocifret antal butikker
Tilbage i november måned annoncerede Sportmaster, at man ville lukke otte butikker fordelt over hele landet.
Nu har sportskæden besluttet at lukke yderligere elleve butikker.
Det skriver DetailWatch.
Disse elleve Sportmaster-butikker lukker
- I slutningen af maj:
- Aalborg Storcenter
- Amager Centeret
- Frederiksberg
- Herningcenteret
- Hillerød
- Lyngby
- Nørrebro Bycenter
- I slutningen af juni:
- City2
- I slutningen af november:
- Hvidovre
- Kolding Storcenter¨
- Randers
Den afgående direktør i Sportmaster, Andreas Holm, udtaler, at lukningen af de elleve butikker harmonerer med den strategi, som den nye ejer, Fraser Group, vil gennemføre.
- Vi har den finansielle styrke til at træffe de rette beslutninger. Også de beslutninger, der på kort sigt giver udfordringer. Det er en tung beslutning at lukke 11 butikker – især i forhold til vores dygtige medarbejdere.
- Men det er et nødvendigt skridt. Vi investerer der, hvor vi kan se en konstruktiv forretningsmodel, der giver os grundlag for lønsom vækst, siger Andreas Holm.
Andreas Holm har tidligere over for Børsen udtalt, at Fraser Group ikke har "nogen top på investeringsrammen".
- Målet for Frasers Group er vækst i Danmark, og der er et kapitalapparat, som kan udvikle selskabet. Koncernen har en tydelig plan for det europæiske marked, hvor man vil være førende. Den samme ambition gælder for Danmark, sagde han i januar i år.