Vækst koster på Remas bundlinje
Store investeringer i nye butikker gør kraftigt indhug i indtjeningen hos Rema 1000.
Store investeringer i nye butikker gør kraftigt indhug i indtjeningen hos Rema 1000, hvor overskudsgraden (ebit-margin) i de seneste fem år har svinget mellem bare 0,4 pct. og 1,3 pct.
I dag er Rema 1000 den tredjestørste discountkæde. Netto ligger på førstepladsen med godt 14 pct. af dagligvaremarkedets markedsandel, efterfulgt af Fakta med knap 9 pct. Rema1000 har en andel på 7 pct.
Ifølge en prognose fra Retail Institute Scandinavia vil Rema 1000 dog øge sin markedsandel til over 9 pct. frem mod 2020.
Lykkelige købmænd
Henrik Burkal, adm. direktør for Rema 1000 Danmark, ønsker ikke at løfte sløret for kædens indtjening i 2012. I hvert fald ikke før ejeren, norske Reitangruppen, offentliggør sit årsregnskab senere på året.
Reitangruppen har ikke fastsat et bestemt mål for overskudsgraden, ud over at det skal være "bedst muligt".
- Et af vore overordnede mål er rige og lykkelige købmænd. Det vil sige, at vi lægger større vægt på, at købmændene har en god konkurrencekraft og god indtjening end på at tjene gode penge på grossistfunktionen, siger Henrik Burkal til Børsen.