Netto-debat kan skabe flere danske varer
Debatten om polske varer i Netto har sat øget fokus på forbrugernes ønske om danske produkter.
Og faktisk kan den diskussion medføre flere danske varer på hylderne. Det vurderer formanden for Danmarks Handelsstandsforeninger, Bent Aarrebo Pedersen.
Et positivt forbrugervink
- Hele debatten har sat øget fokus hos forbrugerne og i medierne på køb af danske produkter. Det kan måske få både Netto og de andre store kæder, også de udenlandske, til at sætte ekstra fokus på danske produkter i den kommende tid. Tilliden til danske produkter som mest sikker mad har fået ekstra opmærksomhed hos i forvejen skeptiske kunder, siger han til detailfolk.dk.
Bent Aarrebo Pedersen ser debatten som et positivt forbrugervink og mener, at Nettos flirt med udenlanske varer utvivlsomt kommer til at smitte af på køb af danske produkter i en periode.