23948sdkhjf

Fødevareafgifter møder ny modstand

Både Folketingets politikere og EU kritiserer de danske fedt- og sukkerafgifter, men der er fortsat ingen garantier for en afskaffelse.
Modstanden mod afgifterne på fedt og sukker er atter blusset op som følge af de igangværende finanslovsforhandlinger i Folketinget.

Fedtafgiften blev oprindelig vedtaget af den daværende VK-regering, mens den nuværende S-SF-R-regering står bag den udvidede sukkerafgift, som skal indføres fra årsskiftet.

Alligevel ønsker ingen i Folketinget nu at stå fadder til de to afgifter. Kort sagt ønsker alle partier at fjerne begge afgifter. Problemet er bare, at en afskaffelse vil efterlade et tomrum i statskassen på anslået 2,5 mia. kr.

- Vi kan godt se perspektivet i at afskaffe afgifterne, men vi har også sagt, at det kun kan lykkes, hvis vi finder en finansiering, siger Nadeem Farooq (Radikale Venstre) til Politiken.

Teknisk volapyk
Liberal Alliance stemte imod fedtafgiften i sin tid, og hos Enhedslisten er meldingen, at finansieringen skal betales af folk med høje indkomster, mens Socialdemokraterne nøjes med at kritisere afgifternes effekt.

- Der var måske større tiltro til, at afgifterne ville virke for nogle år siden. I dag har vi set, at nogle af dem ender som teknisk volapyk, fordi fødevarer er sammensat af mange ingredienser, siger Henrik Sass Larsen (Socialdemokraterne) til Berlingske.

Brian Mikkelsen (Konservative) har tidligere erkendt, at afgifterne udelukkende blev indført for at kratte penge i statskassen, og hos Venstre er indrømmelsen også klar.

- Vi kan ikke blive ved med at lægge afgifter på fødevarer i Danmark, så flytter arbejdspladserne bare til udlandet, siger Claus Hjort Frederiksen (Venstre) til Berlingske.

EU truer med statsstøttesag
Afgifterne møder også modstand uden for Danmark. Således har EU-kommissionen rettet henvendelse til Skatteministeriet, da ”fedtafgiften kan være uforenelig med EUreglerne om statsstøtte”.

Ifølge Jyllands-Posten vil kommissionen derfor i løbet af efteråret beslutte, om der er grundlag for at indlede en formel statsstøttesag.

Daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fremhævede selv den udvidede sukkerafgift som en af sine største fejltagelser i tiden som minister.

Kort sagt: Hvem forhandler om hvad?
Ingen partier i Folketinget ønsker reelt at bevare fedt- og sukkerafgifterne.

Food Supply kunne allerede i juni afsløre, at forhandlingerne om at afskaffe både den nuværende fedtafgift samt den planlagte udvidelse af sukkerafgiften hele tiden har foregået i kulisserne, selv om politikerne på skift har meldt ud om det modsatte.

Afgifterne forventes til sammen at indbringe statskassen over 2,5 mia. kr. årligt, så en afskaffelse vil efterlade et stort hul i budgettet.

Liberal Alliance er grundlæggende modstandere af afgifterne, mens kampen mellem den røde og den blå side af Folketinget går på, hvordan en afskaffelse eventuelt skal finansieres.

Hidtil har partierne derfor følt hinanden an på tænderne, da ingen har mod på at komme med forslag til, hvordan en afskaffelse af afgifterne skal finansieres. Kun Enhedslisten har fra starten været klare i mælet og foreslået, at pengene i stedet skal hentes ved at hæve topskatten.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047