23948sdkhjf

Fra avler til saftproducent på ét år

Et Innovationstjek kickstartede en proces for Søebergs Frugtplantage, der betyder, at virksomheden på rekordtid har etableret egen produktion af aroniasaft.
Ægteparret Dorthe og Hans Peter Søeberg fra Søebergs Frugtplantage ved Kolding producerer og sælger i dag velsmagende saft af aroniabær fra egen avl. Det er dog først inden for det seneste års tid, at familien har haft succes med at gå fra frugtavl til også at producere sin egen saft, selvom de første aroniabuske allerede blev plantet i plantagen for godt 10 år siden.

- Drømmen om selv at håndtere hele processen fra jord til bord har altid været der. På grund af aroniabærrets høje indhold af garvesyre har det dog været lidt af en udfordring at få saften til at smage godt. Men efter mange forsøg i køkkenet lykkedes det for halvandet år siden, og herefter er tingene gået utrolig stærkt på trods af nye udfordringer undervejs, forklarer Dorthe Søeberg.

Innovationstjek satte skub i proces
En af de nye udfordringer har været etablering af et produktionsapparat, som både lever op til fødevaremyndighedernes krav og samtidig sikrer den gode smag. Her var et såkaldt Innovationstjek fra InnovationsAgent-ordningen indgangen til en værdifuld proces.

- Innovationstjekket gav os retning og skabte kontakt til de helt rigtige personer, som på meget kort tid kunne bringe os et stort skridt videre med blandt andet udvikling af produktionsfaciliteter. Samtidig hjalp innovationsagenten os med at søge en videnkupon på 100.000 kroner til den videre proces. Og uden den proces var vi aldrig nået dertil, hvor vi er i dag, fortæller Dorthe Søeberg.

Videnkuponen er primært blevet brugt til sparring med en mejeriingeniør, som har rådgivet virksomheden om alt fra presseteknik og -proces til valg af materialer til både maskiner og emballage.

Guide til viden
Fra Søebergs Frugtplantages første møde med innovationsagenten til produktionen var i gang, gik der kun godt et år. Ifølge innovationsagent Susanne Damgaard er det et godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå, hvis virksomheder får adgang til den rette viden og kompetencer.

- Mange små og mellemstore virksomheder som Søebergs Frugtplantage har gode idéer, men støder på udfordringer, når idéerne skal føres ud i livet. Her kan et Innovationstjek både være med til at identificere de idéer, der har størst potentiale og derefter guide virksomhederne videre til samarbejdspartnere med den nødvendige viden – enten fra vores eget bagland eller fra andre videninstitutioner som eksempelvis universiteterne, fortæller Susanne Damgaard.

At Søebergs Frugtplantage har et stort potentiale understreges af interessen for saften. I dag kommer kunderne fra det meste af Jylland og Fyn for at købe aroniasaft i plantagens egen gårdbutik, hvor stort set hele produktionen afsættes.


Fakta om Søebergs Frugtplantage
  • Søebergs Frugtplantage ved Kolding er Danmarks ældste aroniaplantage.
  • De første aroniabuske i Søebergs Frugtplantage blev plantet i 2001.
  • Plantagen omfatter i dag cirka 15 hektar med aroniabær.
  • Søebergs Frugtplantage er drevet af ægteparret Dorthe og Hans Peter Søeberg.
  • Aroniasaft og -bær er kendt for at have en sundhedsgavnlig effekt i kraft af bærrenes meget høje indhold af antioxidanter og bioaktive stoffer.
  • Forsøg viser blandt andet, at saften kan sænke blodtrykket og reducere LDL-kolesterol i blodet.


Fakta om InnovationsAgenterne
  • InnovationsAgenterne er en landsdækkende ordning, som er finansieret af Rådet for Teknologi og Innovation under Styrelsen for Forskning og Innovation.
  • Formålet med ordningen er at bringe teknologisk viden og inspiration til danske SMV’er for derigennem at styrke deres forretning og konkurrencekraft.
  • InnovationsAgent-ordningen består af et korps af 30 erfarne virksomhedsrådgivere fra Danmarks ni GTS’er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter). Deres fælles afsæt er praktisk erfaring og stor faglig viden om teknologisk innovation.
  • InnovationsAgenterne tilbyder gratis Innovationstjek til små og mellemstore danske virksomheder med henblik på at identificere konkrete, teknologidrevne udviklingsmuligheder.
  • Et Innovationstjek indebærer, at en Innovationsagent fra en af ordningens ni GTS’er gennemfører en screening af virksomhedens innovationsbehov og -potentialer.
  • I 2011 gennemførte InnovationsAgenterne i alt 439 Innovationstjek. Det er en stigning på 36 procent i forhold til 2010. Målet for 2012 er 600 Innovationstjek.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093