23948sdkhjf

Berørt ejer af tøjbutikskæde efter konkurs: - Min stolthed har fået et knæk

Selskabet bag dametøjskæden Mondo er under konkurs

- Det er meget træls. Vi er alle både i personalegruppen og i ledelsesgruppen meget berørte.

Det siger en trist Helle Høyer til Nordjyske, efter selskabet Skovlund Frederikshavn ApS er kommet under konkursbehandling.

Selskabet har drevet en række butikker i Frederikshavn Kommune: Mondo i Frederikshavn, der er en helårsbutik, og dertil sommerbutikker i Elling, Jerup og Skagen. Og så sent som i slutningen af november åbnede de en ny butik i Strømgade i Hjørring.

Helle Høyer ejer selskabet sammen med sin mand, Per Kraghede, og sammen med deres revisor blev de i sidste uge enige om, at de var nødt til at indgive en konkursbegæring.

Mondo importerer selv tøjet til kædens butikker, og man har haft fælles lager med selskabets egen engrosafdeling, der har solgt videre til andre butikker. Ifølge Helle Høyer er det selskabets engrosafdeling, der ligger på havnen i Frederikshavn, der har haft det svært med den stigende inflation:

- Det er vores engrossalg, der har fået rigtig mange tæv. Salget der gik fuldstændig i stå hen over efteråret. Vi gik endda så vidt, at vi åbnede butik i Hjørring for at få et ekstra salgssted, siger hun.

Da både butikker og engrossalg har kørt på samme CVR-nummer, er det hele selskabet, der bliver ramt af konkursbegæringen.

- Det er mega ærgerligt og træls, at der er nogle fantastiske, skønne piger, der har været med til at gøre en indsats i butikkerne, der nu står uden arbejde. Og min stolthed har fået et knæk, siger Helle Høyer, der er tydeligt berørt af situationen.

- Hvis ikke vi havde fået den her inflation sidste år, så var det aldrig gået sådan her, siger hun.

Helle Høyer glæder sig dog over, at det er muligt at drive Mondo i Frederikshavn videre.

9. februar stiftede Helle Høyer et nyt anpartsselskab, Mondo Frederikshavn ApS, der har til huse i Danmarksgade 76 i Frederikshavn, hvor butikken Mondo har til huse.

Det er advokat Søren Ehlert fra HjulmandKaptain i Hjørring, der er udpeget som kurator.

Konkursbegæringen blev modtaget af Retten i Hjørring 6. februar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088