Trecifret millionunderskud: Sportskæde har trange kår i Norden
Det har ikke været nogen god forretning at sælge sportsudstyr og tøj i Norden.
Det må kæden XXL erkende efter offentliggørelsen af deres regnskab for 2022, som er udgivet i forbindelse med en børsmeddelelse onsdag.
Fakta om XXL
- XXL har i dag 53 varehuse i Sverige, Finland og Norge
- Derudover har kæden 40.000 kvadratmeter lager i Sverige og 24.000 kvadratmeter i Norge.
- Kæden udvider årligt med mellem ti og 12 varehuse i hele Norden
XXL må således notere sig et samlet underskud - efter skat - på 357 millioner kroner, og det er virksomheden selvsagt ikke tilfredse med.
- Retailmarkedet er stadig hårdt og sport er ikke nogen undtagelse. Mange kunder har færre penge at bruge på sports- og outdoorudstyr, fordi priserne på ”alt andet” stiger, siger Stein Eriksen, der er finansdirektør og fungerende administrerende direktør i XXL.
Det negative resultat på bundlinjen får samtidig sportskæden til at droppe sin annoncerede udvidelse på det østrigske marked - heraf er tre af kædens otte butikker i landet allerede blevet lukket, og resten søges afsat.
I Danmark har XXL ingen butikker, og al handel foregår således via XXLs webshop.