Hos Velorbis folder fremtidens detailhandel sig ud
En del af fremtidens detailhandel er ubemandet.
Det har dagligvarebranchen allerede konstateret ved etableringen af flere ubemandede kiosker og små supermarkeder - og også i detailbranchen har en model uden butiksassistenter og uden reel ekspedition meldt sin ankomst.
Hos Kenneth Bødiker, ejer af Velorbis Cykler på Frederiksberg, har man nemlig taget konceptet til sig. Det kom på plads efter noget tids søgen på markedet.
- Vi så nogle ubemandede showrooms og tænkte: 'Hov, hvad går det ud på?'. Vi havde i lang tid ledt efter en løsning, hvor vi kunne løsrive noget personale, men stadig tilbyde vores kunder at prøve vores cykler, siger han.
Fakta om Velorbis Cykler
- Velorbis er et registreret varemærke under EU, US og kinesisk lov og er sammensat af ordene “Velo”, som betyder “cykel” på flere europæiske sprog og ordet “Orbis”, som er ordet for “drejning eller bevægelse” på latin
- Christian Linde og Kenneth Bødiker er grundlæggere af Velorbis Cykler
- Velorbis Cykler designer bycykler i klassisk stil og ud fra verdenskendt dansk design - blandt med københavnsk cykelkultur
Velorbis Cyklers koncept er nemlig bygget op omkring, at man prøver forretningens cykler nede i butikken, men så gennemfører sit køb via hjemmesiden. Derfor var et ubemandet showroom en oplagt løsning for Velorbis Cykler, understreger ejeren.
Den første kontakt med ProRoom, der har produceret og sat de ubemandede showrooms op, skete i efteråret sidste år - og snart har konceptet i over en måned på adressen på Frederiksberg.
- Jeg er overrasket over, hvor godt det kører, siger Kenneth Bødiker.
Banebrydende koncept
Men hvad er det så, der adskiller disse ubemandede showrooms så tilpas meget fra den gængse detailhandel, at det kan blive et banebrydende koncept?
Det kan Petter Rodin fra ProRoom svare på. Han har leveret et ubemandet showroom til netop Velorbis Cykler, og han og ProRoom har adskillige års erfaring i at indrette selvsamme.
Fakta om ProRoom
- ProRoom blev startet i 2016
- Virksomheden startede med at drive egne fysiske showrooms
- ProRoom står bag Village Showrooms, som har flere brands udstillet under et tag.
- I dag installerer ProRoom deres showrooms i eksisterende butikker
- ProRooms mål er mere frihed for forbrugeren og de erhvervsdrivende
- Det er en del af fremtiden. Vi siger ikke, at det fungerer i alle brancher, men der er en masse steder, hvor det kan fungere rigtig godt.
- Samarbejdet med en cykelforhandler er helt nyt for os. Vores kunder har primært været indenfor bygge- og boligbranchen, men at det så kan udnyttes af andre forretninger, er kun godt, siger Petter Rodin.
Det billede kan Marianne Levinsen, der forsker ved Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, også genkende. Hun har speciale inden for blandt andet detailhandel.
- For at drive detailhandel i dag er man nødt til at prøve at udvikle nye koncepter, og det er sådan et showroom her et godt eksempel på. Det handler om at give kunder en merværdi.
- Men det kommer helt an på hvilket produkt, man sælger, i forhold til om det er attraktivt at lave ubemandede showrooms. Men i dette konkrete tilfælde med specialcykler giver det god mening, for det er noget, som folk gerne vil betale penge for og også nørde i, siger Marianne Levinsen.
Effektivisering og fleksibilitet
Petter Rodin fortæller, at det for ProRoom har handlet om at effektivisere i alle processer de forretninger, de har hjulpet indtil videre.
- Det handler om at give kunden mere frihed. Det handler ikke om at spare personlig betjening væk, men i stedet om at gøre forretningen mere fleksibel, siger han.
- Vi lever i en verden, hvor man får alt bragt til døren. Detailhandlen skal være convenient og være til for kunderne. Det skal være så let som muligt for kunderne at handle og blive klogere på produkter, og det bidrager disse ubemandede showrooms til, tilføjer Kenneth Bødiker.
Velorbis-indehaveren fortæller desuden, at man siden ProRooms indtræden i forretningen ikke har modtaget én eneste henvendelse med spørgsmål til cykelhandlerens produkter. Og dét endda selvom muligheden eksisterer for at komme i kontakt med Velorbis-medarbejderne.
- Folk vil gerne gå i ro og mag og nyde universet og se produkterne for sig selv, siger Kenneth Bødiker.