Det konkursramte brillefirma Christopher Cloos er blevet opkøbt
OPDATERET 14:38
Det konkursramte brillefirma Christopher Cloos er blevet opkøbt. Køberen er brillevirksomheden Luxreaders, som blandt andet er stiftet af Thiele-arvingen Frederik Thiele.
Det skriver Finans.
Nicki Due-Rasmussen, der er medejer af Luxreaders, bekræfter købet over for mediet.
Tidligere er Christopher Cloos blevet bemærket ved at have brugt kendte ansigter som NFL-stjernen Tom Brady og den svenske model Elsa Hosk i sin markedsføring.
Det fremgår ikke, hvad Luxreaders har betalt for aktiverne i den konkursramte virksomhed. Men ifølge Finans er det planen, at Christopher Cloos skal køre videre som selvstændigt brand.
- Det var en strategisk no-brainer for os at købe Christopher Cloos' konkursbo. Vi ser en masse synergier og tror, at vi kan skabe en rentabel drift for Christopher Cloos, siger Nicki Due-Rasmussen til Finans.
Chistopher Cloos gik konkurs i december 2022. Det skete blandt andet, fordi det blev sværere at rejse nye penge til vækstvirksomheder.
I slutningen af 2021 fik virksomheden ellers en af Danmarks rigeste med i ejerkredsen. Her købte milliardæren Tais Clausen 5-9,99 procent af Christopher Cloos.
Tais Clausen var i 2000 med til at stifte televirksomheden 3Shape, der sælger 3D-udstyr til høreapparater og tandlægeindustrien.
Christopher Cloos blev stiftet i 2016 og har endnu ikke haft et overskud. I 2021 lød underskuddet på 13,7 millioner kroner.
Luxreaders sælger især læsebriller og er stiftet af Frederik Thiele og Thomas Olsen i 2017. Frederik Thiele sidder i direktionen sammen med Aleksander Due-Rasmussen.