23948sdkhjf

150 SuperBrugsen- og Kvickly-butikker forkorter åbningstiden

Fra 1. januar har 150 Coop-butikker ændret åbningstiden, så de lukker klokken 19 i weekenden

150 SuperBrugsen- og Kvickly-butikker over hele landet har fra 1. januar ændret åbningstider.

Det skriver tv2.dk.

Butikkerne har ændret åbningstiderne, så de nu lukker klokken 19 i weekenden. Tidligere har de haft åbent til klokken 20 eller 21.

Ændringerne sker for at spare penge, oplyser informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

- Omkostningerne til el og energi er steget, og vores indkøbspriser er under pres, så vi har kigget på vores energiomkostninger, slukket lys og slukket for kølebokse rundt om i butikkerne, siger Jens Juul Nielsen til tv2.dk.

Derudover er det op til butikkerne selv at vurdere, om de også vil ændre åbningstiderne i hverdagene.

Ifølge Jens Juul Nielsen vil de følge udviklingen i butikkerne nøje i den kommende periode.

- Hvis det viser sig, at vi mister meget omsætning, må vi kigge på det igen. Foreløbig mener vi, at det er det her, som vil genere mindst og færrest, siger han.

Der findes også 150 selvstændige SuperBrugsen-butikker, der selv justerer deres åbningstider i både weekend og hverdage.

- En god opfordring til kunderne er at holde øje med åbningstiderne i deres butik, for der er stor forskel på, hvor mange kunder butikkerne har hvornår, siger Jens Juul Nielsen.

Han oplyser til tv2.dk, at han ikke har et overblik over, hvor mange lokale butikker, der indtil videre har måtte dreje nøglen om som følge af de stigende omkostninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078