Detailsalget holder stand i november: Vokser marginalt
Trods inflation og økonomisk usikkerhed holdt detailsalget stand i november.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Detailsalget voksede i perioden marginalt med 0,2 procent.
Det retter dog ikke på et 2022, hvor detailhandlen er faldet fra niveauet efter corona-krisen stødt ned til noget nær niveauet før pandemien.
I november var det særligt salget af tøj og beklædning, der gav detailsalget et boost. Her steg salget med otte procent i forhold til oktober.
Den udvikling skal dog tages med det forbehold, at tal for detailsalget i Danmark ikke tager højde for salg på udenlandske hjemmesider.
Danskerne er robuste
Ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre kunne de højere priser og den økonomiske usikkerhed snildt have presset forbruget videre ned.
- Detailbutikkerne holdte pænt niveau i november. Danskernes købelyst er altså ikke slået helt i stykker. Det siger en del om robustheden hos danskerne trods højeste inflation i 40 år, skriver han i en analyse.
2022 har generelt været præget af stigende priser. Her viser tallene, ifølge Jeppe Juul Borre, at de danske forbrugere har valgt ikke at bruge flere penge for at få det samme.
- Selvom selve salget i detailbutikkerne målt i mængder er faldet med syv procent i forhold til for et år siden, så er danskernes betaling i butikkerne ikke væsentligt påvirket, skriver han.
- Danskerne lægger stort set de samme penge, men de går ud af butikkerne med færre varer som følge af prisstigninger.
- Tager vi de højere priser med i betragtningen, så betaler danskerne to procent mere end for et år siden, men forlader butikken med syv procent mindre under armen.
Black Friday
Det er ifølge Dansk Industris cheføkonom, Allan Sørensen, sandsynligvis også gået ud over handelsdagen Black Friday og måske endda julehandlen:
- Antallet af solgte varer i november tyder på, at Black Friday ikke var lige så travl som i de foregående år. De solgte varemængder i detailhandlen var på det laveste niveau i tre år for en november, siger Allan Sørensen.
- Hvis ikke der kommer mere gang i detailomsætningen i december, så vil antallet af solgte varer i december ligge på det laveste niveau siden 2018. Det peger på, at antallet af julegaver i år bliver lidt lavere end normalt.