Coolshop lukker kæmpelager
Den nordjyske netbutik Coolshop, der sidste år omsatte for næsten halvanden milliard kroner, har truffet en beslutning, som får stor betydning for 40 medarbejdere.
Coolshop har valgt at lukke det 10.000 kvm store lager i Herning, som koncernen åbnede i slutningen af 2020. Fremover skal al lagerføring samles i Nørresundby, hvor Coolshop i foråret flyttede ind i sit nye 22.000 kvm store domicil.
Det betyder, at 40 ansatte i Herning går på juleferie med beskeden om, at deres arbejdsplads fremover er i Nørresundby.
- Vi er fuldt ud klar over, at det får stor betydning for de berørte medarbejdere og deres familier, og derfor arbejder vores HR-afdeling på højtryk for at yde en ekstraordinær service ifm. bolig og flytning, så de medarbejdere fra Herning, der vælger at flytte med til Nørresundby, kan få en let overgangsperiode, siger medejer Jacob Risgaard i en pressemeddelelse.
Da salget stak af
Coolshop indviede sit lager i Herning i slutningen af 2020 for at kunne følge med den på daværende tidspunkt eksplosive stigning i salget af elektronik, hvidevarer, legetøj og spil.
Men fordi man siden har kunnet tage et endnu større lager i Nørresundby i brug, er der ikke længere behov for lageret i Herning.
Det forventes at lukke med udgangen af januar.
- Ændringen giver Coolshop mulighed for at samle logistikken på én lokation, hvilket forventes at medføre en række forretningsmæssige fordele mht. bæredygtighed og den samlede logistik, oplyser Coolshop i pressemeddelelsen.
Historien om Coolshop
Det var brødrene Mark og Mike Nielsen, der for knap 20 år siden grundlagde Coolshop hjemme i forældrenes garage.
Siden kom Jacob Risgaard til og hjalp med at skabe en af Danmarks største onlineforretninger, som sælger alt fra computerspil til boligtilbehør, elektronik, legetøj og gadgets.
Entertainment Trading ApS, som er selskabet bag Coolshop og en række andre forretninger, omsatte i seneste regnskabsår for knap 1,5 milliarder kroner og tjente 87 millioner kroner efter skat.
De fleste forbinder Coolshop med mangemillionæren Jacob Risgaard, der i årevis har tegnet butikken udadtil og er blevet landskendt gennem sin deltagelse i tv-programmet Løvens Hule.
Men hvad mange ikke ved, er, at det faktisk er Mark Nielsen, som ejer hovedparten af den store onlinekoncern og samtidig er direktør.
Han kan, ligesom sin bror Mike Nielsen, med rette kategoriseres som pressesky.
Grænsen i Danmark
Ejerkredsen i Entertainment Trading ApS består også af Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, som i 2021 købte 25 procent af foretagendet.
Mens Coolshop efterhånden har nået grænsen for, hvad man forventer at kunne omsætte for i Danmark, oplever selskabet stor vækst på især det tyske marked.
I løbet af seneste regnskabsår solgte Coolshop i øvrigt sit nye kæmpelager i Nørresundby til en unavngiven køber for 120 millioner kroner.
Det nye lager håndterer 1,5 millioner produkter og 35.000 varenumre.