23948sdkhjf

Butikker får bøder for ulovlig markedsføring

En stikprøvekontrol af markedsføring med før- og nu-priser er nu afsluttet med bøder til tre butikker og to butikskæder for at vildlede kunderne med ulovlige besparelser.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i januar 2012 Bilka, Kvickly, to Expert-butikker og én Punkt 1-butik som resultat af en stikprøvekontrol af markedsføring med normalpriser / tilbudspriser, besparelsesudsagn mv. Politianmeldelserne skyldtes konkret, at de erhvervsdrivende gentog deres tilbud med for kort tidsinterval eller lod tilbuddene løbe i for lang en periode.

I alt blev godt 5.500 stikprøver på såkaldte ”non-food-varer” gennemført i efteråret 2010 i otte detailkæder i fire større byer i Danmark.

Kun få forhold
Undersøgelsens omfang taget i betragtning er forbrugerombudsmand Henrik Øe godt tilfreds med, at kun få forhold har givet anledning til politianmeldelse og efterfølgende bøde.

- Før-prisen spiller en vigtig rolle, når man som forbruger overvejer hvor godt et tilbud, man står overfor. Derfor glæder det mig, at selskaberne har vedkendt sig overtrædelserne. De relativt få overtrædelser er udtryk for, at retningslinjerne for prismarkedsføring tilsyneladende bliver efterlevet, og det er positivt, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Vildledning var landsdækkende
For både Bilka og Kvicklys vedkommende fandt vildledningen sted i kædernes landsdækkende tilbudsaviser. Bilka stod for to overtrædelser, mens Kvickly havde lavet en enkelt overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringsloven.

Overtrædelserne blev takseret til bøder på henholdsvis 100.000 kr. for Bilkas vedkommende og 50.000 kr. til Kvickly, og selskaberne har nu udenretligt vedtaget og betalt disse bøder.

Forbrugerombudsmanden konstaterede fem overtrædelser i en Punkt 1-butik, hvilket kostede selskabet bag butikken en bøde på 25.000 kr., mens to Expert-butikker fik konstateret henholdsvis tre og fire overtrædelser af vildledningsforbuddet. Dette blev takseret med bøder på 15.000 kr. til henholdsvis 20.000 kr.

Læs mere
Læs mere om Forbrugerombudsmandens før/nu pris undersøgelse samt reglerne i markedsføringsloven på www.forbrugerombudsmanden.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063