Power sætter nordisk åbningsrekord
Over 4.000 kunder stod klar ved åbningen af den nye Power-butik i Ishøj i fredags, hvor også bilerne holdte i en næsten to kilometer lang kø for at få fat i hvidevarer og andet elektronik.
Det tegnede til at blive en særdeles eksplosiv start for den nye butik, og de spritnye åbningstal viser da også, at Power i Ishøj har slået flere rekorder, lyder det ifølge kæden selv i en pressemeddelelse.
På åbningsdagen nåede således Power en omsætning på 36 millioner kroner, og 47 millioner totalt for hele åbningsweekenden.
Det er ifølge Power brancherekord i Norden, hvilket ikke overraskende begejstrer administrerende direktør Jesper Boysen:
Mest populære varegrupper solgt på åbningsdagen:
- 1776 høretelefoner
- 1100 tv-skærme
- 1056 telefoner
- 1000 spillekonsoler (PS5)
- 820 fitness-ure
- 625 bærbare computere
- 600 støvsugere
- 600 højtalere
- 500 tablets
- 350 kaffemaskiner
- 350 barbermaskiner
- 300 vaskemaskiner
- 275 opvaskemaskiner
- 260 ovne
- 175 tørretublere
Kilde: Power
- 36 millioner kroner på åbningsdagen er i sig selv vanvittigt. Men at omsætte for 6 millioner dagen efter, og 5 millioner på tredjedagen er fuldstændig uhørt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende hverken i egne butikker eller i branchen som helhed, siger han og fortsætter:
- Så har vi fået besked fra TikTok om, at de 2,2 millioner likes, som vores TikTok Live-stream genererede, er det største antal nogensinde i Norden. Jeg kan roligt sige, at den her åbning kommer til at stå tilbage som en milepæl i POWERs historie, siger Jesper Boysen.
Butiksåbningen var nummer 23 for Power.