Danskernes nye livsstil ændrer Nettos åbningstider
Flere og flere danskere ønsker at købe dagligvarer i de sene aftentimer. Det viser både kundeundersøgelser og stigende salgstal hos Netto, der nu tager konsekvensen heraf.
Danskerne har ændret indkøbsvaner, og det betyder, at flere og flere nu tager indkøbskurven under armen og går på jagt efter mælk, brød, pålæg og grøntsager i de senere aftentimer. Det viser kundeundersøgelser og en stigende omsætning i de sene aftentimer i Netto.
- Når vi vælger, at alle vores butikker skal holde åbent til kl. 22, er det fordi, vi kan se på kundeundersøgelser og vores egne salgstal, at det er et konkret ønske fra vores kunder at have muligheden for at købe ind senere og senere. Det behov vil vi gerne imødekomme. Med vores nye åbningstider forventer vi flere kunder og en øget omsætning, udtaler Jeppe Dahl Jeppesen, landedirektør i Netto.
Stigning i omsætning
I Netto har man allerede testet de nye, sene åbningstider i 100 butikker. Resultatet er en stigende omsætning i forsøgsbutikkerne. Ifølge Netto hænger udviklingen sammen med, at danskerne nu i langt højere grad får mulighed for at bestemme over deres tid og kan købe ind uden stress og jag.
- Vores erfaringer viser, at omsætningen ikke blot fordeles anderledes. Den stiger rent faktisk. De sene åbningstider giver folk mulighed for at komme igennem hele butikken i fred og ro. De har tid til at lade sig inspirere i spotafdelingen, og skal ikke klare basisvareindkøbene hurtigst muligt i ulvetimerne. Det har været med til at øge omsætningen i de butikker, hvor vi har testet de udvidede åbningstider, vurderer Jeppe Dahl Jeppesen, landedirektør i Netto.
De nye åbningstider giver større frihed for alle og er blandt andet af stor betydning for familierne, mener landedirektøren.