5 nye spillere på netbutikkernes top-20
I årets første seks måneder er der skruet lidt ned for tempoet i dansk e-handel. Det viser den seneste halvårsanalyse fra Dansk Erhverv.
Som en del af analysen undersøger brancheorganisationen også, hvilke netbutikker danske forbrugere især klikker ind på, når de skal e-shoppe. Og selv om der er flere gengangere, har også fem nye butikker fundet vej til den prestigefyldte top-20 over de mest benyttede butikker.
Som noget nyt i første halvår 2022 har de to onlineapoteker Webapoteket og Apopro gjort deres indtog som henholdsvis nummer 15 og 16 på listen.
De efterfølges på 17.-pladsen af Føtex, som både forhandler dagligvarer, elektronik og tøj via sin hjemmeside, og på 18.-pladsen finder man overraskende Fleggaard-koncernens knap så succesfulde webshop-opkøb Postme.
Som RetailNews tidligere har beskrevet, har Fleggaard valgt at afvikle virksomheden, som lukkede for kunder 29. august. Måske har et sidste tilløbsstykke af tilbudshungrende forbrugere været med til at trække webshoppen op i top-20, men den er ikke at finde i næste opgørelse.
Ser man i den sjove ende af listen, er det - knap så forbløffende - igen Zalando, Matas og Nemlig.com, der køber sig ind på henholdsvis 1.-, 2.- og 3.-pladsen. Den tyske modeportal Zalando har sågar øget afstanden til Matas og står nu for 6 pct. af alle handler, viser E-handelsanalysen.
Kendetegnende ved tiden efter coronakrisen er, at kunderne køber oftere, men for færre penge, når de besøger netbutikker. I første halvår 2022 blev der handlet for 92,7 mia. kr. - over 1 mia. kr. mindre end samme periode sidste år. Til gengæld er antallet af handler vokset med omkring en million.
- Det understreger, at tilbagegangen i høj grad skyldes, at forbrugerne generelt holder igen på grund af den økonomiske usikkerhed. Ikke at forbrugerne dropper netbutikkerne, udtaler Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.