23948sdkhjf

Danmarks bedste slagter 2012

Danmarks bedste slagter bor på Frederiksberg. Jan Lund blev torsdag hædret med den prestigefyldte Slagterpris, der uddeles af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer har kåret Danmarks bedste slagter.

Som 4. generation i en familie, der viderefører slagterfagets stolte traditioner, har Jan Lund en viden og en erfaring, der sikrer kunderne et meget højt kvalitetsniveau. På forbilledlig vis forener Jan Lund tradition og fornyelse i sin butik, hvor kunden altid er i centrum.

- Formålet med Slagterprisen er at anerkende den slagter i Danmark, der står for engagement, faglighed og nytænkning og dermed højner slagterfaget og fremmer afsætningen af svine- og oksekød, fortæller markedskonsulent i Landbrug & Fødevarer Vickie Kristensen.

Skaber vækst i Danmark
Jan Lund er en visionær slagter, der tør gå nye veje. Han åbnede for nyligt en butik i Torvehallerne og investerer massivt i nye produktionslokaler i Valby. Det kræver et stort mod, specielt i en tid hvor den økonomiske krise kaster mørke skygger over landet. Jan Lund skaber arbejdspladser – hele 35 stk. Han gør sit arbejde så godt, at han sammen med sine dedikerede medarbejdere producerer og sælger til andre butikker. Han skaber ganske enkelt vækst i Danmark.

Alle tænkelige udskæringer
Det gør han, fordi han har fantasi til at forestille sig, at tingene kan være anderledes. Han kender sine kunder og ved, at de forventer den højeste kvalitet.

Derfor køber han bl.a. hele slagtekroppe, som krogmodnes, og han kan levere alle tænkelige udskæringer, hvilket i dag efterhånden er en sjældenhed. Hos Slagter Lund finder man grisetæer, bovblad, slag, kæber og skank fra grisen samt tværreb, oksehaler, bov og lårtunge fra oksen. Udskæringer, der appellerer til fantasien og kreativiteten hos kunderne.

Høj kvalitet
Netop evnen til at inspirere andre og tænke nyt er en vigtig del af begrundelsen for, at erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer giver den prestigefyldte Slagterpris til Jan Lund.

- I Landbrug & Fødevarer vil vi gerne være med til at give danskerne fødevarer af den højeste kvalitet, og vi kan med oprigtighed sige, at Slagter Lund bidrager hertil. Han er en moderne slagter, der har fokus på hele måltidet. Han sørger for, at kunderne får rådgivning både om tilberedningen af det gode kød og om tilbehøret, der kan fuldende middagen eller frokosten. På den måde sikrer han, at kunderne får maksimalt udbytte af de gode råvarer, siger Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25