Dagrofa-selskab lukker østjysk Nærkøb
En sag om økonomiske udeståender er blevet dødsstødet for den østjyske kiosk Grenå Nærkøb, der for knap en måned siden blev begæret konkurs.
Begæringen skyldes et påstået tilgodehavende fra leverandøren, skriver Randers Amtsavis.
- Det er Dagrofa Logistik A/S, der har sendt konkursbegæringen. Det beløb er på cirka 377.000 kroner, hvor omkring 4.500 kroner er omkostninger, og resten er det beløb, Dagrofra Logistik mener at have til gode, siger chef i Skifteretten i Randers Bjarke Stig Andersen til mediet.
Grenå Nærkøb blev også kaldt Bavnehøj Kiosken, men hed på papiret Købmanden i Balle ApS - dog ikke at forveksle med Min Købmand-butikken, som befinder sig i nærliggende Balle.
Den nu forhenværende kioskejer nåede at drive butikken i et halvt år uden at kunne trække et overskud.