23948sdkhjf

Salling Group indfører prisloft på basisvarer

Som reaktion på den seneste tids stigende priser på energi og fødevarer og en historisk høj inflation har dagligvarekoncernen Salling Group besluttet at lægge loft over prisen på udvalgte basisvarer de næste fem måneder. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Helt konkret sætter Netto, Føtex og Bilka fra i dag og frem til udgangen af oktober loft over prisen på op til 200 udvalgte basale daglig- og fødevarer og giver dermed en garanti for, at prisen ikke bliver højere i perioden.

- Vi deler økonomernes forventning om, at inflationen fortsætter, og at priserne dermed vil stige resten af året. Kunderne er de seneste mange måneder blevet mødt af voldsomme prisstigninger på alt fra benzin til mælk. Vi garanterer derfor, at prisen på de udvalgte basisdagligvarer ikke udvikler sig yderligere de næste fem måneder på trods af stigende inflation og højere priser hos vores leverandører, siger adm. direktør i Salling Group Per Bank og fortsætter:

- Ved at investere i et loft på udvalgte varer giver vi kunderne bedre forudsætninger for at sammensætte en indkøbskurv bestående af basisvarer til en pris, som ikke stiger mere. Vi gør det nemt for kunderne at navigere efter varerne ved at kommunikere priserne tydeligt i vores butikker og varehuse ved hjælp af skilte og mærker ved hylderne.

Klar til at regulere priser nedad

Der er tale om 100 basisvarer i Netto og 200 varenumre i Føtex og Bilka. Skulle markedet mod forventning ændre sig og priserne falde, reguleres priserne på de udvalgte basisvarer i Netto, Føtex og Bilka med det samme, oplyser Salling Group.

Det er primært blandt Salling Groups egne varemærker, at varerne er udvalgt.

- Vores egne varemærker er mere efterspurgte end nogensinde, og her har vi samtidig den bedste mulighed for at tilbyde kunder stabile priser. Kunderne køber dog fortsat ind på de kendte mærkevarer, og derfor håber vi også, at vi sammen med leverandørerne kan hjælpe forbrugerne gennem denne tid, hvor husholdningsbudgetterne er udfordret. Blandet andet ved sammen at udvælge flere produkter, hvor vi fra leverandørerne er garanteret en fast pris i en given periode, som vi dermed kan sætte et prisloft på, siger Per Bank.

1. november vil Salling Group vurdere, om perioden forlænges.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082