23948sdkhjf

Elgiganten vil skrue op for bæredygtigheden

Elektronikbranchen er selvsagt ikke hellig, når det kommer til klimaforandringerne.

Produktionen af elektronisk udstyr kræver store ressourcer, men med mere cirkularitet kan man præge udviklingen positivt.

Det er essensen af en ny strategi, som Elgiganten forsøger at kommunikere ud, hvor de i samarbejde med kunderne vil væk fra smid ud-kulturen.

- Faktum er, at vi hverken kan undvære elektronik eller hårde hvidevarer. Men i stedet for at behandle produkter udelukkende ud fra en brug-og smid-væk tankegang, kan vi i stedet vælge at give dem et langt liv – og i sidste ende muligheden for at genopstå som nye produkter. På den måde bliver ringen sluttet, siger administrerende direktør Peder Stedal i en pressemeddelelse.

Skal kommunikere bedre

Direktøren peger på, at Elgiganten allerede har taget bæredygtige skridt, men at det nu handler om at kommunikere det ordentligt ud til kunderne.

- Vi har flere måder at hjælpe vores kunder på, hvis de gerne vil træffe mere bæredygtige valg. Men indtil nu har vi ikke været gode nok til at dele de mange tiltag direkte med vores kunder. Og så bliver det svært for dem at benytte sig af de mange services, vi har. Håbet er derfor, at vi med denne fokusuge starter med at få stillet skarpt på de mange muligheder, der er for at samarbejde med os, så vi i fællesskab kan indsamle elektronikskrot til genbrug og genanvendelse samt forlænge en masse produkters liv.

Og nu er tiden den rette til lige netop det.

- Selvom vi har arbejdet på at blive grønnere de seneste 10 år, så er det første gang, at vi rækker direkte ud til vores kunder for sammen at skabe en elektronikbranche med fokus på genbrug, genanvendelse og længere levetid på produkter. Vi mener, at tiden er den rette nu, for danskerne er virkelig begyndt at gøre bæredygtighed til en del af deres forbrugsvalg. Det skal ikke ses i modsætning til pris, kvalitet eller design. Det er blot endnu en vigtig parameter for vores kunder, siger Peder Stedal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079