23948sdkhjf

Jysk lukker og slukker alle sine forretninger i Rusland

Efter fire uger med midlertidig lukning har Jysk taget en beslutning om at lukke sine butikker i Rusland permanent.

Det markerer samtidig et endeligt farvel til Rusland for den danske kæde. Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Jysk har 13 butikker i Rusland. Den første åbnede i 2020.

- Vi kom til Rusland med den hensigt at give et godt tilbud til den russiske befolkning, siger Jan Bøgh, administrerende direktør i Jysk.

- Vi havde en fantastisk start i Rusland, hvilket jeg kun kan rose alle involverede kolleger for, men i den nuværende situation ser ledelsesteamet og vores ejere ikke noget alternativ til at lukke vores aktiviteter i Rusland.

Jysk har lejet sig ind i butikslokaler i Rusland. Derfor har kæden de seneste dage været i dialog med udlejere af lokalerne i forhold til at indgå en aftale om lukning.

Før Jysk lukker sine butikker helt, vil de fra 31. marts genåbne for en periode for at gennemføre et ophørsudsalg. Det skal tømme butikkerne for produkter.

Når produkterne er solgt, lukker butikkerne permanent, oplyser Jysk.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvor mange ansatte Jysk har i Rusland. De berørte medarbejdere vil modtage løn efter russisk lovgivning i forbindelse med lukningen.

- Ingen i ledelsesteamet har det godt med denne situation. Mig inkluderet. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre.

- Jeg vil derfor takke alle vores russiske kolleger for deres indsats, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke i de kommende år, siger Jan Bøgh.

På verdensplan har Jysk mere end 3100 butikker og 28.500 medarbejdere.

Ud af det samlede antal butikker ligger 86 i Ukraine. De har været lukket ned midlertidigt siden 24. februar, hvor Rusland invaderede Ukraine.

/ritzau/

Læs mere om: Jysk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111