23948sdkhjf

Tøjkæde fandt "et meget lukrativt miks" og gik 250 procent frem

Den midtjyske modekæde Zizzi, der specialiserer sig i kvindetøj i "plus size"-størrelser, har for alvor gjort et comeback efter et hårdt 2020, hvor corona og dertilhørende tvangsnedlukkede butikker spillede en stor rolle.

De har formået at hæve omsætningen betragteligt, men vigtigst af alt er de røde tal på bundlinjen blevet sorte, så årsresultat i 2021 lød på 47 millioner kroner mod et tab på knap 30 af slagsen i 2020.

Faktisk er der over hele linjen fremgang at spore - ikke bare fremgang i forhold til 2020, men også fra årene før pandemien indtraf.

Fuldt stop

Spørger man CEO Kuno Kildetoft Mehlsen, så er deres succesfulde onlineforretning en stor del af forklaringen.

De har gennem flere arbejdet på at omstille virksomheden til at stå stærkere i krydsfeltet mellem online- og fysisk handel.

På trods af det blev de alligevel ramt hårdt, da de første nedlukninger kom for to år siden.

- Der kom en fuld opbremsning, da vi var i gang med en acceleration. Det var vi ikke forberedte på, så der kom nogle udfordringer med varelageret og forsyningskæderne, siger Kuno Kildetoft Mehlsen om de første nedlukninger i marts 2020.

Bedre rustet til 2021

Men i 2021 var de bedre klædt på.

- I 2021 var nedlukningerne mere forudsigelige. Og derudover var vores onlineforretning 12 måneder længere fremme, siger han om sidste år, hvor de derfor havde bedre forudsætninger for, at de i en periode udelukkende måtte holde sig kørende som onlineforretning.

Desuden peger han på, at den fysiske handel stod et andet sted efter genåbningen i 2021. Hvor mange forbrugere stadig var tilbageholdende i 2020 og restriktionerne skiftede løbende, så var kunderne mere komfortable med situationen, da butikkerne i 2021 igen slog dørene op, og det betød, at de ved genåbningen i 2021 oplevede et "fuldt rebound".

Ifølge Kuno Kildetoft Mehlsen, så har de i flere år arbejdet på at styrke omnichannelstrategien. Og det var også en bidragende faktor til, at de så hurtigt kunne få vendt det skuffende 2020 til et positivt 2021.

- Det er væsentligt at fremhæve, at der ikke blot er tale om en succesfuld turnaround, men om en gennemgribende transformation af virksomheden med udgangspunkt i øget digitalisering og ønsket om at skabe en vinderposition i markedet. I dag står vi strategisk stærkere end nogensinde, siger han.

Det helt rette miks

Der er slet ingen tvivl om, at samspillet mellem online og fysisk handel for fremtiden skal være i højsædet i Zizzi. Men samtidigt står det også klart, at den rene onlinehandel er kommet for at blive. Det er også en af forklaringerne på, at virksomheden i dag har 80 butikker, hvor tallet før pandemien var 120.

- Vores omnichannel er bedre, fordi onlineforretningen er blevet stor og er i dag mere profitabel end retail-delen. Mikset mellem de to er meget lukrativt, siger Kuno Kildetoft Mehlsen og tilføjer, at 70 procent af omsætningen i Zizzi i dag er fra onlineforretningen, mens det var cirka en tredjedel før corona.

Og med det lukrative miks er der også store ambitioner for fremtiden i Zizzi.

- Vi tror fuldt ud på, at vi på denne måde vil vokse mellem 20 og 25 procent årligt, og at vi derfor vil fordoble virksomheden i løbet af de kommende år, lyder det fra Kuno Kildetoft Mehlsen.

Zizzi ApS
mio. kr. 2021 2020
Nettoomsætning 731 658
Resultat af primær drift 67,3 -23,6
Resultat før skat 61,2 -31,7
Årets resultat 46,8 -29,5
Balancesum 264 282
Egenkapital 108 55,1
Antal ansatte 486 475
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076