H&M henter ny dansk landechef
Der er fra 1. marts blevet skiftet ud i toppen af H&M i Danmark.
Karen Marie O'Rourke har taget over efter Nairn Paterson, da sidstnævnte er tiltrådt i en stilling som Global Head of Franchise på virksomhedens hovedkontor i Stockholm.
Det oplyser presseansvarlig i H&M Danmark, Pauline Laudrup, til RetailNews.
Den anden vej er Karen Marie O'Rourke så gået, idet hun senest kom fra en stilling på hovedkontoret. Tidligere har hun været i ledende roller i H&M i Storbritannien og Irland, og har i alt 21 års erfaring hos den svenske modegigant.
- Så hun er helt kendt indenfor virksomheden, siger Pauline Laudrup.
Også derfor kommer der ikke til at være det helt store omvæltninger efter Nairn Patersons afgang.
- Lige nu skal hun lande i den nye rolle og finde sig til rette og lære virksomheden at kende på et lokalt plan og lære butikkerne og de ansatte at kende. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer efter det, siger Pauline Laudrup.