Coops fynske møbelbutik lukker efter seks måneder
Da Coop i august i fjor slog dørene op til deres første Living & More-butik i Strib på Fyn var ambitionerne og forventningerne høje.
- Vi håber, det kan blive starten på Danmarks nye kæde af møbelbutikker. For vi står med et stærkt udvalg af egenproducerede, moderne møbler i en høj kvalitet til en pris, de fleste har råd til, ovenikøbet er hovedparten lavet af FSC-certificeret træ, sagde Maria Ràbade-Lieber, chef for Living & More hos Coop, dengang.
Men nu er Living & More i Strib lukket. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge Maria Ràbade-Lieber var det planen, at forsøget skulle vare seks måneder, og nu er butikken altså blevet erstattet af en ubemandet udstilling på 20 kvadratmeter i Huset i den nærliggende by Middelfart.
Både Kaj Johansen, der står for den nærliggende FDB Møbler og som hjalp med betjeningen i Living & More, og Maria Ràbade-Lieber har dog kun set positivt på butikken.
- Vi har solgt rigtig meget i Strib, og har stadig en fysisk testbutik i Holbæk, hvor det går utrolig godt. Så jeg har fortsat en tro på Living & Mores evner som fysiske butikker. Men det er ikke mig men Coops ledelse, der tager den beslutning, siger Maria Ràbade-Lieber til avisen.