Salgsleder i Meny om dagen - iværksætter om natten
Peter McFly Lassen er på mange måder en helt almindelig salgsleder, hvor han til dagligt står i spidsen for kolonialafdelingen i Meny Aalborg-bydelen Skalborg.
Men det er ikke alt, han får tiden til at gå med. For ved siden af fuldtidsjobbet er han også iværksætter.
- Jeg har altid gerne villet have mit eget. Det er sjovt at udrette noget selv.
Sådan fortæller Peter McFly Lassen til RetailNews om hans virksomhed McFly Companies, der så dagens lys i 2015.
Slut med kuponhæfter
45-årige Peter McFly Lassen arbejder i samme butik, som han er udlært i i 1997. Og selvom jobbet fylder og er vigtigt for ham, så var interessen for at have sit eget også noget, som han ikke kunne modstå.
Han vidste bare ikke, hvad han skulle sælge. Indtil hans storebror en dag viste ham sit seneste indkøb: et par gule briller mod natteblindhed i trafikken. Og så var frøet sået.
- Jeg huskede tilbage på 80’erne og 90’erne, hvor man kunne købe de her briller i kuponhæfter. Men der var ingen steder at købe dem længere, siger Peter McFly Lassen.
Det blev startskuddet til McFly Companies. For på Amazon købte han et lille parti hjem af de gule briller og solgte dem på sin webshop Natteblind.dk - en side han i øvrigt selv har sat op, efter han med hjælp fra Youtube-videoer er blevet autodidakt webudvikler.
Noget at se til om sommeren
Forretningen gik udmærket, men det var ikke noget han kunne leve af, og tiden var trods alt også knap, når han ved siden af fortsat havde sit fuldtidsjob, og blandt andet derfor ligger omsætningen på årlig basis fortsat under millionen, selvom han udover at have kunder i Danmark også sælger til Sverige, Norge, Grønland, Færøerne og Tyskland.
Ikke desto mindre havde Peter McFly mod på mere.
Da han for et par år tilbage anskaffede sig en robotplæneklipper stod det klart for ham, hvor dyrt og besværligt, det var at anskaffe reservedele til den.
Og med iværksættergenet i behold blev det første spadestik til det andet ben i McFly Companies. Han åbnede webshoppen Robotparts.dk, der sælger reservedele til robotplæneklippere og -støvsugere.
Heldigvis kom udvidelsen af forretningen ikke til at være mere tidskrævende end ellers, for sæsonerne for natteblindhed og græsslåning overlapper ikke.
- Om vinteren er der meget gang i salget af briller. Men nu havde jeg også en undskyldning for at lave noget om sommeren, siger Peter McFly Lassen.
Hygger med hjemmesiden
Peter McFly Lassen fortæller, at arbejdstiden i hans bijob som iværksætter skifter meget. Han forklarer, at han på en normal hverdag kan nå at pakke ordrer på en halv times tid, men at det nogle gange trækker lidt ud, fordi han bruger tid på at finjustere sine hjemmesider.
- Så kan jeg finde på at bruge et par timer på at hygge mig med at fikse hjemmesiden i stedet for at sidde at se tv, siger han.
Til gengæld får han også noget ud af det. For han mener, at hans kontakt med leverandører og generel kundeservice er noget, han kan bruge i sit job i Meny – ligesom han også har gjort brug af sine erfaringer fra butikken ved McFly Companies.
Og helt generelt gavner det ham at være i gang i to forskellige foretagender.
- Man tager mere ansvar begge steder, siger Peter McFly Lassen.
Overskud går til sjov og spas
Peter McFly Lassen fortæller, at han er fristet af at udvide forretningen med nye områder og produkter. Han har et par projekter på tegnebrættet, og af og til pitcher han dem til sin bedre halvdel, Maiken.
- Ni ud af ti gange skyder hun dem ned. Men det er godt at have en kritiker på sidelinjen, siger han.
Og selvom det kunne være rart at lave flere penge, så er det ikke det, der står først for.
- Lige nu budgetterer jeg ikke med den her indtægt overhovedet, så alt overskud går til sjov og spas med familien. Så lige nu er det sjovt at have som en hobby ved siden af, lyder det fra Peter McFly Lassen.
Det er det blandt andet også, fordi Peter McFly Lassen for det første er glad for sit fuldtidsjob. Og for det andet fordi han ikke er så god til at tage chancer. Han er med egne ord “typen med et fastforrentet lån”.
- Det ville være sjovt, hvis jeg havde modet, men jeg kan ikke sove om natten, hvis jeg ikke ved, hvad der kommer den første i måneden.