23948sdkhjf

Coop laver intern direktør-rokade og nedlægger stilling

Dagligvarekoncernen Coop ændrer endnu engang på ledelsen.

Denne gang er der dog tale om en intern rokade, idet kommerciel direktør Kenneth Pedersen bliver kædedirektør for SuperBrugsen.

Han overtager jobbet fra Jesper Gottschalck Bjerring, der dermed er fortid i Coop.

I SuperBrugsen er der en ambition om at opskalere på kundetilfredsheden og blive mere kundeorienteret generelt, og den ambition får Kenneth Pedersen altså til opgave at føre ud i livet.

- Med Kenneth Pedersen får vi en af de mest erfarne detailhandlere i Danmark tilbage i spidsen for vores største kæde. Kenneth har haft en mere end 25 år lang karriere i Coop og nyder stor respekt i hele Coop-familien, siger koncerndirektør Allan Kristoffersen i en pressemeddelelse.

Kenneth Pedersen har - før han blev kommerciel direktør - stået i spidsen for SuperBrugsen i perioden fra 2014 til 2017, og derfor er det vant territorie, som han træder ind på.

- Med det fulde ansvar, som følger med det nye job, mener jeg, vi har alle muligheder for at skabe vækst gennem et koncept fokuseret på kunder og kvalitet – og som kan bidrage til et mere mangfoldigt udvalg i dansk dagligvarehandel, siger Kenneth Pedersen.

Den ledige plads som kommerciel direktør bliver ikke besat, da stillingen nedlægges.

Irma-direktør flytter også plads

En anden rokade indebærer, at den hidtige kædedirektør i Irma, Charlotte Nilsson Nordby, bliver kategoridirektør for Food Coop, og hun bliver dermed ansvarlig for indkøb af alle dagligvarer til SuperBrugsen, Kvickly, Dagli´Brugsen, Fakta, Coop 365discount, Irma og Coop.dk MAD.

Her afløser hun Jan Adolfsen, der i stedet bliver direktør for en helt ny afdeling i Coop, Operationel Excellence, der samler kompetencer fra Logistik, Indkøb og SAP-projektet for at styrke transformationen til en mere procesdrevet organisation.

Om Charlotte Nilsson Norbys indtræden i den nye rolle, lyder det fra koncerndirektør Per Thau:

- Charlotte Nilsson Norby har en unik erfaring i dansk dagligvarehandel fra både leverandør- og detailsiden. Hun har demonstreret stærke kommercielle kompetencer og er en dygtig leder, der allerede har realiseret gode resultater i Irma. Derfor er vi glade for, at hun har påtaget sig opgaven, der er en af de vigtigste i dagligvarehandelen, siger han.

Endeligt bliver det Jan Larsen, der indtil nu har været salgs- og driftsdirektør, der træder ind som kædedirektør for Irma og dermed fuldender ledelsesrokaden, og med sig i baggagen har han også erfaring fra kæden i forvejen.

- Irma var der, hvor jeg begyndte for 30 år siden som salgsassistent, og hvor jeg har haft den største del af min karriere. Det er derfor en ære for mig at skulle stå i spidsen for at bringe Irma videre, som den førende supermarkedskæde i København med vægt på de bedste og mest erfarne medarbejdere, det mest unikke sortiment og den bedste kundeservice, siger Jan Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125